Skærpet udskilningsløb i byggevirksomheder
Resultaterne for de første tre kvartaler af 2012 demonstrerer tydeligt, at udskilningsløbet mellem de bedste og de dårligste byggevirksomheder samt leverandører af byggematerialer bliver drastisk skærpet i disse måneder.
De bedste præsterer solid indtjeningsfremgang, og de dårligste leverer stadig mere bekymrende underskud. Den seneste statistik varsler, at i resten af 2012 og ind i 2013 vil udskilningsløbet blive endnu hårdere og vilkårene i branchen bliver vanskeligere på både hjemmemarkedet og eksportmarkederne.
Generelt viser gennemgangen af 11 større børsnoterede selskaber i branchen en solid omsætningsstigning på 12 procent til 46,1 mia. kr. i forhold til samme periode i 2011. Men der er betydelig forskel på, hvad de får ud af salgsfremgangen.
De bedste – Rockwool, Arkil, Per Aarsleff og NCC Danmark – har leveret betydelige resultatfremgange hidtil i år, og tre af disse virksomheder har netop opjusteret deres forventning til årsresultatet i for 2012. Også den tidligere kriseramte handelsvirksomhed Sanistål kan demonstrere en klar fremgang, og EBIT-driftsresultatet overgår foreløbigt i år det langt større Nordisk Solar.
I den anden ende af spektret må entreprenørselskabet MT Højgaard, gasbetonproducenten H+H International og trælastvirksomheden DLH konstatere stærkt forringede resultater.








