Slagsmålet om lovligheden af Uber handler ikke kun om at beskytte almindelig taxakørsel for en ny konkurrent, men i langt højere grad om den svære overgang til nye disruptive forretningsmodeller, og hvad der en tilladt og ikke tilladt. Debatten omkring Uber handler derfor i virkeligheden om, hvordan Uber skal opfattes og altså i sidste ende om klassifikation af ”tjenesten” i forhold til gældende regler. For Ubers vedkommende bunder uenigheden, hvordan tjenesten opfattes af Uber selv, og hvordan den opfattes af taxavognmændene – og måske af myndighederne og domstolene.

I sidste ende vil det altså blive afgørende for Uber, hvordan lovgiverne og/eller domstolene klassificerer tjenesten. Udgangspunkt er, at Uber Technologies Inc. er en teknologivirksomhed, der driver en informationssamfundstjeneste i form af et kommunikationsværktøj. Altså Uber applikationen, som tillader formidling af samkørsel mellem personer, der er i besiddelse af ubenyttet ressourcer i form af en bil og deres tid på den ene side – og personer, som ønsker at blive fragtet fra A til B på den anden side.

Traditionelle taxaselskaber er klassificeret som transportvirksomheder i den forstand, at der normalvis eksisterer et ansættelsesforhold mellem chaufføren og det pågældende taxaselskab samt, at bilen er ejet et taxa selskabet eller en vognmand (enkelte undtagelser eksisterer, hvor bilen er finansielt leaset til chaufføren). Den sidste part er kunden, som indgår i et B2C køb, når han/hun anvender en traditionel taxaservice og et C2C køb, når han/hun anvender Uber. Mens det er tilladt for traditionelle taxaer, at samle prajende kunder op på åben gade, er det ulovligt for private personer at gøre det samme.

Et kig ud i Europa viser, at det ikke kun er i Danmark, at myndighederne har svært ved at forholde sig til, hvad Uber egentlig er, og hvordan tjenesten skal klassificeres. Uber blev introduceret i Tyskland i starten af 2014, og har været forbudt siden august 2014 på grund af en vurdering om sikkerhedsproblemer. I Frankrig blev applikationen ligeledes introduceret i starten af 2014, men her valgte man i stedet at gå direkte efter de to landedirektører af Uber, Frankrig, som blev anklaget for ”vildledende forretningspraksis”. I både Tyskland og Frankrig operer Uber stadigvæk. Men begge steder med et modificeret produkt , der minder mere om en traditionel taxaservice, hvor den eneste forskel fra et traditionel taxaselskab er, at det er Uber, som agerer ”taxacentral”. I Spanien sås introduktion af Uber i 2014 voldsomme protester fra de etablerede taxaselskaber. Efter handelsretten i Madrid afsagde en præjudiciel afgørelse om, at Uber udøvede unfair konkurrence, valgte Uber midlertidig at suspendere deres applikation. Efterfølgende søgte domstolen i Barcelona en præjudiciel afgørelse hos EU-Domstolen om, hvorvidt Uber bør klassificeres som et rent transportselskab eller en informationssamfundstjenester (Information Society Service), som defineret i direktivet omkring elektronisk handel ( 2000/31/ EC ). Domstolen i Danmark samt i de øvrige europæiske medlemslande afventer afgørelsen fra EU-domstolen, før de er i stand til at afsige en endelig dom.

Det hele kan meget let ende med et spørgsmål om, hvorvidt eksisterende regulering på nationalt samt europæisk plan er tilstrækkelig relevant og dækkende – i en tid, hvor nye disruptive forretningsmodeller vender op og ned på konkurrencegrundlaget i stort set alle industrier. Udover Uber findes allerede en lang række andre applikationer, som mere eller mindre tilbyder samme funktionalitet; af disse kan nævnes: Lyft, Sidecar, BlaBla-Car, Summon, Haxi og den kinesiske udgave Didi Kuaidi. Netop dette var medvirkende til, at The California Public Utilities Commission (CPUC) i 2013 valgte at definere disse applikationer som Transportation Network Companies (TNC) .

TNC’s er en kategori af nye effektiviserende forretningsmodeller inden for deleøkonomi, som ved hjælp af ny og eksisterende teknologi ændre konkurrencegrundlaget i eksisterende industrier. Da vi endnu kun har set toppen af isbjerget i forhold til disse nye forretningsmodeller, er det uholdbart at lave en specifik definition som eksempelvis TNC.

Som det fremgår af artiklen side 12 ser den danske regering positivt på, at tilrette regulering til den nye digitale virksomhed, så fremkomsten af nye forretningsmodeller ikke hæmmes. Men hvad skulle en sådan ”tilpasning til en ny situation”, som regeringen forslår bestå i – for Uber? Teknologivirksomheder som Uber, der tilbyder en informationssamfundstjenester i form af en applikation, bør være underlagt to overordnet centrale forpligtelser, indikeres det i et tidligere EU direktiv for elektronisk handel , som dog ikke præcist omfatter Uber-problemstillingen og tilsvarende services:

  • Forpligtigelse til at informere forbrugeren om, hvordan den pågældende applikation afviger fra traditionelle udbydere.
  • Forpligtigelse til at kommunikere med omverden og myndigheder uden at dette nødvendigvis gør dem ansvarlig for den enkelte transaktion.

Disse forpligtigelser vil medføre, at forbrugeren kan træffe et informeret valg, men vigtigst af alt – et frit valg.

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen: