Del artiklen:

Da DONG Energy havde sat statsvirksomhedens økonomi så meget over styr, at der i starten af 2014 i hast måtte skydes 11 mia. kr. privat kapital ind i virksomheden, var det ikke blot historien om et selskab i økonomisk krise. Det var yderligere en konstatering af, at staten er en dårlig aktionær, som tilsyneladende kun kan finde ud af at drive virksomheder, når det sker på monopollignende markeder. Også her kan det dog gå galt.

Før jul langede statsrevisorerne således efter Finansministeriet, hvor DONG hører under, da ministeriet i alt for mange år havde ladet stå til. Det skete på baggrund af Rigsrevisionens beretning om staten som selskabsejer: Statsrevisorerne finder det ikke tilfredsstillende, at Finansministeriet først i 2015 har opdateret statens ejerskabspolitik fra 2004. Finansministeren lagde sig fladt ned, og skrev til Statsrevisorerne : ”Rigsrevision har påtalt, at der i højere grad bør fastsættes mål og føres tilsyn med, at SOV’er (selvstændig offentlig virksomheder, red.) drives omkostningseffektivt, således at en forretningsmæssig drift understøttes. Jeg er enig i, at de statslige selskaber, uanset om der er tale om SOV eller aktieselskab, skal drives omkostningseffektivt og med fokus på forretningsmæssigt drift. Derfor er jeg også tilfreds med, at ministerierne som led i den nye ejerskabspolitik skal opstille mål for deres selskaber med henblik på, at selskabernes drives bedst muligt.”

Men hvad er der rent faktisk sket i perioden fra 2000 til 2015, hvor de tre ministerier med flest ejerskaber i 2004 udgav ” Staten som aktionær ”? Det blev dengang slået fast, at ti års erfaring med aktieselskaber havde skabt ”en vis uklarhed om, hvilke vilkår og spilleregler der gælder, når et statsligt driftsområde etableres i aktieselskabsform”. Målsætningen for de kommende år var, at staten og aktieselskabet ”skal drives professionelt på en sådan måde, at det vil være muligt at inddrage private medaktionærer – også selv om privatisering ikke er aktuel.” Statens busselskab Combus med 3.000 ansatte var i 2001 blev solgt for 100 kr. til britiske Arriva. Forinden havde statskassen afleveret 500 mio. kr. for at holde selskabet i gang. Og Statens Konfektion var gået konkurs. Ved siden af var der dog også positive historier. De blev kaldt ”succesfulde selskabsdannelser og privatiseringer”. TDC var blevet fuldt privatiseret i 1998, og i Københavns Lufthavne havde staten nedbragt sin aktieandel til 33,8 pct. ved salg til private investorer. Salget af aktier i de to virksomheder kaldes populært at plukke de ”lavthængende frugter”. Lufthavnen sad og sidder fortsat på sit monopol, og luftfartsselskaber flyver stadigt flere passagerer ind. TDC blev solgt med de meget vigtige telekabler. To salg, hvor infrastrukturen blev solgt med. Det er efterfølgende blevet diskuteret, om det var en god ide, men prisen blev højere.

I andre af de offentlige selskaber var der også positive økonomiske takter. DONG kom i ud med et resultat efter skat 1,9 mia. kr. DSB´s overskud var 697 mio. kr. og Post Danmarks 297 kr. Men i SAS, hvor den danske stat er delaktionær, var nedturen begyndt. Underskuddet efter skat var 1,1 mia. kr.

Da tallene blev gjort op efter 2013, var underskuddet i DONG på 993 mio. kr. I DSB var der overskud på 483 mio. kr. vel at mærke efter et stærkt tiltrængt turn around med blandt andet 1.000 færre ansatte, da resultatet efter skat i 2011 var et minus på 700 mio. kr., på grund af en uforsvarlig økonomisk ekspansionssatsning i Sverige. Samtidig steg omkostningerne i moderselskabet. Rigsrevisionen skrev : ”DSB har i de senere år været gennem en turbulent periode med store underskud i 2010 og 2011 og efterfølgende initiativer til økonomisk genopretning af selskabet.” Året efter var et møgår, skrev Finansministeriet. ”2012 var et år, hvor den økonomiske krise fortsat præ-gede billedet. Især SAS AB, DONG Energy A/S er blevet udfordret af de økonomiske konjunkturer og strukturelle forandringer på markederne.” For SAS blev der stillet en kredit på 3,5 mia. SEK. I DONG Energy gjorde man hastigt klar til Goldman Sachs.

Professor i offentlig ledelse på CBS, Carsten Greve, siger, at der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor de store offentlige selskaber har været igennem en række svære økonomiske udfordringer i det seneste årti. ”De store statsselskaber er i hver sin branche, og bestyrelse som ledelse har i hvert selskab arbejdet med deres strategi for, hvordan virksomheden helst skal udvikle sig. Men fordi man udvikler og arbejder med en strategi, er det ikke ensbetydende med, at det lykkedes. Eller at markederne udvikler sig som forventet i strategien,” siger han, og fortsætter: ”Man skal man huske på, at det fra tid til anden kan være ganske svært at være et statsselskab, da politikere i skiftende regeringer ofte sender meget forskellige signaler om, hvilke mål statsselskabet skal forfølge. Vil den ene minister eksempelvis privatisere et offentligt selskab, kan ministeren i den næste regering mene noget helt andet. Der kan ske hurtigt, og det er sin sag for selskabets ledelse at sadle om i løbet af kort tid.”

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her