I en tid hvor selv marginale skuffelser i kinesiske nøgletal kan sætte verdens børser i brand, er det overraskende, at ingen uden for regionen synes at bekymre sig om den accelererende økonomiske nedtur i Latinamerika. Vi ved fra de seneste årtiers mange finanskriser, at internationale spillovers er næsten uundgåelige, og her er trods alt tale om kontinentet, som gav navn til 1980’ernes største internationale gældskrise, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar.

Årsagerne til den nye latinamerikanske krise er ligefremme. Regionen lider først og fremmest meget under de stærkt faldende råvarepriser, og IMF estimerer for eksempel, at Venezuelas finanspolitiske “budgettet i balance-oliepris” i dag er omkring 120 dollar pr. tønde. Eller sagt på en anden måde: Venezuela er med de nuværende oliepriser på vej ind i en statsbankerot i 2016. Det vil være meget dårligt nyt for en række af den venezuelanske regerings venstreorienterede klientstater i regionen, så som Nicaragua, Bolivia, Equador, Cuba, en række caribiske ø-stater, og givet også for en række store brasilianske byggefirmaer med lokale venezuelanske projekter. Olieprisen betyder imidlertid også meget for lande som Mexico og Colombia, ligesom kobberprisen er afgørende for Chile og jern-, korn- og soyabønnepriserne influerer på Argentina og Brasilien.

Dernæst er det klart, at regionen lider under, hvad man i dag må kalde en årrækkes mislykkede økonomisk politik-eksperimenter. Man kan groft sagt dele Latinamerika op i to grupperinger – den bolivianske fløj ledet af Venezuela og til dels Brasilien, og den traditionelle pro-markeds Washington-konsensus-fløj, ført an af stillehavslande som Mexico, Colombia og Chile. De sidstnævnte lande har, i kraft af en række økonomiske reformer, samt i nogle tilfælde etableringen af nationale sovereign wealth-fonde i de fede år, i dag mere fleksible og diversificerede økonomier, som bedre er i stand til at modstå den negative økonomiske effekt af de store råvareprisfald. Venezuela og dets venner er, efter et årti med fokus på en stadigt større rolle for staten i økonomien, derimod hastigt på vej ind i stadigt dybere kriser. Latinamerika er derfor på vej ind i en periode med et økonomisk A- og B-hold.

Det store økonomiske spørgsmål er dog, hvad der i 2016 sker i Brasilien, regionens mastodont. Det er allerede givet, at landets dybeste recession siden 1930’erne vil fortsætte, ligesom den politiske situation synes helt fastlåst af den omsiggribende Petrobras korruptionsskandale og en mulig rigsretsag mod Præsident Dilma. Det drejer sig derfor alene om, hvor meget værre situationen kan udvikle sig i det kommende, olympiske år. Ironisk nok yder en af Brasiliens nok største økonomiske problembørn – den enorme statslige udviklingsbank BNDES – her økonomien en slags beskyttelse mod i hvert fald internationale spekulanter. Sagen er nemlig den, at BNDES i en årrække har ydet stærkt subsidierede lån til en så stor del af den brasilianske økonomi, at investeringerne i stigende grad er blevet uproduktive, og Brasiliens sparsomme nationale opsparing således er formøblet med en på lang sigt lavere potential økonomisk vækstrate til følge. Den slags har man råd til, når staten tjener styrtende med penge på et råvareboom. Men ikke i dag, hvor både statsunderskuddet og antallet af dårlige lån i BNDES stiger drastisk.

På den anden side gør BNDES enorme indenlandske långivning, at brasilianske virksomheder reelt har langt lavere kapitalomkostninger end indikeret af de – set fra OECD-lande – astronomiske 14,25 procent i kort SELIC-rente fra den brasilianske centralbank. De økonomiske omkostninger ved et så højt renteniveau er derfor lavere, end man umiddelbart skulle tro, da så mange låntagere har adgang til subsidierede BNDES-lån. Samtidigt har Brasiliens høje renteniveau den fordel i dag, at det gør det meget dyrt at spekulere imod den brasilianske valuta. For hvor finder internationale spekulanter et kortsigtet afkast i nærheden af 14,25 procent?

Samtidigt har Brasilien i dag de to store fordele, at man har en – i hvert fald næsten – frit handlet valuta, og stadigt ganske store valutareserver at trække på. Selv når man trækker centralbankens FX-swaps og Petrobras’ dollardenominerede gæld fra, så er Brasiliens valutareserver stadig på omkring 200 mia. dollar. Alt i alt er det derfor vanskeligt at se noget “sudden stop” for udenlandsk kapital til Brasilien I den kommende tid. Den reelle risiko er istedet en “sudden exit” af lokale brasilianske investorer. Noget, som formentligt vil kræve en yderligere forværring af den politiske situation i Brasilien, samt pludselige rygter om Argentina-agtig kapitalkontrol. Sker det, kan man sagtens forestille sig, at Brasilien bliver den første OL-vært i historien, som også er underlagt et IMF program.

Og én ting er desværre allerede sikker i både Brasilien og resten af regionen: De seneste års reduktion i fattigdom og indkomstulighed er nu vendt. Lula’s sociale mirakler har ikke været langtidsholdbare.

Læs hele udgivelsen her

DEL