To be, or not to be – i EU. Det er spøgsmålet for briterne den 23 juni. Meningsmålingerne viser tæt på dødt løb mellem ja og nej. Det er dog nok en anelse misvisende, eftersom de metodisk bedste meningsmå-linger – altså dem, som ikke er internet-baserede, og som kontakter folk både via fastnet og mobiltelefoner – generelt viser et snævert, men stabilt flertal for, at Storbritanien bliver i EU. Selvom en uforudset begivenhed, som eksempelvis et nyt alvorligt terrorangreb eller en ny stor flygtningestrøm over Middelhavet inden 23. juni, godt kan svinge den britiske opinion mod et nej, bør basecasen være, at et lille flertal stemmer for at forblive i EU. Rent faktisk er der flere grunde til, at sandsynligheden for et nej i virkeligheden er ganske lav – formentligt blot 10-15 procent, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics.

For det første viser opinionsmålingerne, at vælgerne, som endnu ikke har bestemt sig, især er fokuserede på de økonomiske virkninger af afstemningsresultatet. Det er gode nyheder for David Cameron, da behavioral economics jo har bevist, at folk generelt er særdeles loss averse, og altså fokuserer meget mere på ikke at miste det de har, fremfor at sikre sig en tilsvarende yderligere gevinst.

Kampagnemæssigt betyder det – selvom ingen naturligvis ville indrømme det offentligt – at det eneste rationelle for Ja-siden er at føre en skarp frygt-baseret kampagne og gentage igen og igen præcist hvor store omkostningerne ved et nej vil være. Langt hovedparten af de britiske vælgere vil ikke blive påvirket af en sådan kampagne. Men det vil netop de svingvælgergrupper, som afgør afstemningen.

Det er nemlig ikke vanskeligt for David Cameron at gentage, hvor store de økonomiske omkostninger for Storbritannien vil være ved en udtrædelse. EU er briternes suverænt største handelspartner med over 40 procent af den totale eksport, mens resten af EU sender mindre end 10 procent at sine eksportvarer den anden vej. Nej-sidens argument om, at EU’s handelsoverskud vil betyde, at resten af EU vil søge at få en hurtig aftale om fremtiden efter et nej, er derfor fri fantasi. Storbritannien som marked er ganske simpelt ikke særligt vigtigt for EU. Samtidig er det klart, at resten af EU, og eurozonen i særdeleshed, under ingen omstændigheder vil acceptere, at det største finansielle center for euro-baserede transaktioner ligger uden for deres jurisdiktion og EU. City of London vil derfor inden for en kort årrække – som en direkte følge af EU regulering – miste sin status som Europas ubestridte finanscenter. Samtidigt er det helt klart, at Storbritannien uden for EU vil miste sin appel som investeringsplatform til dækning af hele det europæiske marked for globale virksomheder. Begge dele er farligt for et land med et underskud på betalingsbalancen på hele 7 procent af BNP i fjerde kvartal af 2015.

Nej-sidens forsikringer om, at en ny guldalder for britisk økonomi ligger og venter uden for EU, og at ledere som Boris Johnson kan ”forhandle en bedre aftale hjem med EU,” er en tro politisk kopi af Donald Trumps ”I can negotiate a better deal.” Og begge meldinger har nogenlunde samme troværdighed. Sagen er nemlig den, at hvis briterne stemmer nej, så er det for resten af Europas ledere politisk gunstigt at sætte prisen på Brexit så højt som overhovedet muligt. De har nemlig alle sammen politiske partier hjemme, som ellers ville presse yderligere på for også at forlade EU. Efterkrigstidens europæiske integration vil derfor skulle sikres ved at forhandle benhårdt med London om Brexit. Og i den politiske kalkule vil det være ligegyldigt, at begge parter lider økonomiske tab, da det for Storbritanniens vil være langt størst.

De finansielle markeder ser jo som bekendt fremad. Og de vil på et tidspunkt – såfremt meningsmålingerne forbliver tætte – reflektere den dystre økonomiske fremtid for Storbritannien. Rent faktisk kan man allerede se det i faldende investeringer og M&A-aktivitet i Storbritannien, hvilket allerede har givet en afmatning i BNP og på det britiske jobmarked. Samtidigt er der spørgsmålet om, præcist hvad den britiske regering vil gøre efter et eventuelt nej. Det er tvivlsomt, om David Cameron ville kunne overleve som premierminister. Det er helt klart fra de seneste års EU-behandling af Schweiz, at prisen for fortsat britisk adgang til det indre marked er, at arbejdskraftens fri bevæ-gelighed opretholdes. Schweiz stemte jo i 2014 for at begrænse indvandringen fra EU, og det er siden blevet gjort det klart, at et sådant skridt vil betyde en opsigelse af alle økonomiske aftaler med EU. En sådan pris kan ingen konservativ regering formentligt betale, hvorfor Storbritanien formentligt ryger helt ud af EU to år efter afstemningen.

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen: