Som bekendt trådte den europæiske centralbankchef Mario Draghi torsdag på den pengepolitiske speeder med flere kunstige stimulanser. Den korte rente blev sendt endnu mere i minus, og de månedlige opkøb af værdipapier blev øget fra 60 til 80 mia. euro. Der skete en udvidelse af, hvad ECB må købe op, herunder højt ratede erhvervsobligationer.

Del artiklen:

Velkendt er det, at centralbankernes pengepolitiske stimulanser over de seneste år ikke ses at have haft anden effekt end at oppuste priser på finansielle aktiver, mens effekten på den økonomiske vækst og jobskabelsen i samfundet har været begrænset. De lave renter har været en guldgrube for den finansielle verden og nålestribede finansfolk, mens almindelige borgere ikke har mærket meget til dette finanseventyr, og heller ikke har fået flere arbejdspladser eller øget velfærd.

Lige præcis dette billede bekræftes i et nyt forskningspapir fra bankorganisationen over dem alle, BIS – Bank of International Settlement, hvor det under overskriften ”Wealth inequality and Monetary Policy” skriver, at ”This feature explores the recent evolution of household wealth inequality in advanced economies by looking at valuation effects on household assets and liabilities. Using household survey data, we analyse the possible drivers of wealth inequality and the potential effect of monetary policy through its impact on interest rates and asset prices. Our simulation suggests that wealth inequality has risen since the Great Financial Crisis. While low interest rates and rising bond prices have had a negligible impact on wealth inequality, rising equity prices have been a key driver of inequality. A recovery in house prices has only partly offset this effect”

Alligevel har ECB altså igen forleden trådt på speederen. Og det har derfor også vakt en vis opmærksomhed, at den engelske avis Guardian (og ECB) fredag offentliggjorde et interview med Mario Draghi om hans syn på den generelle samfundsøkonomi i Europa. I et spørgsmål til Draghi med denne ordlyd: ”Are you worried about the position of young adults in Europe and is this an increasingly urgent issue?,” svarer han: “Youth unemployment is a tragedy and prevents people from playing a full and meaningful part in society. If every second young person is out of work – as is still the case in some countries in Europe – it seriously harms the economy, because people willing to work cannot work and skills are not developed. And it threatens social harmony. Unemployment can lead in the long run to increased social problems and ill-health.”

Draghi udtrykker bekymring for de langsigtede konsekvenser af øget ulighed: Spørgsmål: What might be the forces at work here – demographics / changing workplaces / fiscal-monetary policy – that mean that young adults appear to be receiving little of the rewards of two and half decades of average economic growth? Og Draghis svar: “Nobody stays young forever. The crucial question is whether a person can participate fully in the economy over his or her life-time – get a good education, find a job, buy a home for the family. Income and wealth follow. What makes me worry is that increasing inequality might prevent people from doing that. This is an issue all our societies need to look at carefully. The ECB’s role in that is to maintain price stability, which prevents unfair redistribution. For example, our research shows that in the euro area too low inflation results in redistribution from younger, more indebted households to older households that are typically net creditors.”

Internationale kommentatorer opfatter Draghis meldinger som værende i klar modstrid med det, han netop har gennemført: Nemlig flere pengepolitiske stimulanser, som angiveligt vil øge uligheden endnu mere. Også et andet forskningspapir konkluderer, at QE-stimulanser fra centralbankerne udløser store kapitalgevinster til dem, der har i forvejen. Et studie fra Frost and Saiki (2014) af effekterne af ukonventionelle pengepolitiske stimulanser på uligheden i Japan konkluderer, at ”using household survey data, they find that quantitative easing widened income inequality, especially after 2008 when policy became more aggressive. They identify capital gains resulting from higher asset prices as the main driver.“

Samlet må det give anledning til at centralbanker, myndigheder og politikere begynder at overveje nye måder at stimulere samfundsøkonomien på. Som Økonomisk Ugebrev har skrevet mange gange, kunne det være et godt sted at starte at give underskoven af SMV-virksomheder langt bedre rammevilkår, herunder finansieringsmuligheder. Her ligger et kæmpe uforløst potentiale, og en mulig skabelse af tusindvis af nye arbejdsplader. Og det ville sikkert ikke engang være særligt kostbart for de offentlige finanser, fordi nye arbejdspladser i Danmark også giver øgede skatteindtægter. Hidtil har det været politikken at give milliardstore selskabsskattelettelser til store danske virksomheder, som stort set kun skaber nye arbejdspladser i udlandet.

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her