Del artiklen:

På Økonomisk Ugebrev har vi gennem det seneste år forsøgt at finde ud af hvad det egentlig er, at koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen har gang i. Efter den seneste udmeldte plan om en børsnotering og markant forhøjede bidragssatser begynder vi at se konturerne til et samlet billede:

For det første synes det meget klart, at bankmanden Michael Rasmussen (tidligere Nordea) gerne vil opbygge en stor landsdækkende bank for private og erhvervsliv. Det vil kræve ekstra kapital. Heri indgår, at han ønsker kapital i baghånden til at overtage banker i Jylland, når konsolideringsspillet i banksektoren for alvor går i gang. Men hvad synes de 60 banker i Totalkredit-samarbejdet om Nykredits ekspansive bankplaner? De er næppe begejstrede.

For det andet vil låntagerne i Nykredit/Totalkredit næppe synes, at de skal betale for, at Michael Rasmussen vil ekspandere banken, hvor realkreditlånerne skal betale gildet. Låntagerne vil sikkert helst have billige realkreditlån og ledelsens store ekspansionsdrømme ville de formentlig stemme imod, hvis de reelt havde muligheden. Så bankhistorien vil næppe være god til at forklare ekspansionsplanerne.

For det tredje er det meget muligt, at Michael Rasmussen lige pludselig har fået travlt med en børsnotering, fordi han nu kan se, at medlemmerne af Foreningen Nykredit begynder at kræve deres ret. Nykredit har fortsat en masse oldnordiske barrikader oppe, som hæmmer foreningsdemokratiet. Men de vil falde de kommende år. Og kritiske Nykredit-Totalkredit medlemmer, organiseret gennem foreningen Consum.dk, ventes snart at indtage de første pladser i repræsentantskabet. Michael Rasmussen har kunnet se, hvordan det er gået i Tryghedsgruppen, som ejer Tryg Forsikring. Kritiske medlemmer har over årene tiltaget sig betydelig indflydelse, som for nylig har medført et historisk opgør med den faste klike. En tilsvarende udvikling i Nykredit kan Michael Rasmussen stikke en kæp i hjulet for, ved at få aktionærer ind i ejerkredsen via en børsnotering. For hvis det ikke var formålet, kunne Nykredit med få måneders varsel sælge hybrid kernekapital, som vægter på samme måde som egenkapital i hovedparten af kapitalkravene – i stedet for at sælge aktier.

Hvis de tre antagelser holder stik, er det meget lettere at forstå, hvorfor Nykredit og Michael Rasmussen har været ekstremt tillukkede om, hvad der egentlig er gang i. Ikke fordi det på nogen måde retfærdiggør lukketheden. Tværtimod, fordi meget tyder på, at topledelsens ”våde drømme” om at bygge en ny dansk storbank antageligt mest bunder i personlige ambitioner, mere end hensynet til Foreningen Nykredits medlemmer, som er de ultimative ejere. Med en børsnotering kan han blive en del af det finansielle establishment, hvor internationale investorer sætter dagsordenen i selskabet, og hvor aflønning og aktieoptioner til topledelsen ikke kan undgår at blive ekstremt meget mere attraktive end i dag. Vi har bemærket, at Michael Rasmussen på Nykredits facebook side oplyser, at regnestykket over kapitalforholdene er hemmelige og fortrolig information. Da udregning af kapitalkrav næsten udelukkende er baseret på offentlig information virker argumentet ikke overbevisende. Kun en stor strategisk ekspansion i banken kunne være ”en virksomhedsfølsom” oplysning. Men bør medlemmer og repræsentantskab ikke have denne oplysning, så de kan være med til at sætte det fremtidige spor for koncernen.

Vi har ikke nået at få det fulde referat fra det besøg, Folketingets Erhvervsudvalg aflagde hos Nykredits topchef fredag. Men vi vil håbe, at de har påpeget overfor Michael Rasmussen, at Nationalbanken i publikationen ”Finans Stabilitet 2. halvår” kårer Nykredit til at være den mest kapital solide af de danske systemiske institutter. Så hvis EU eller de danske myndigheder kommer med ekstremt nye hårde kapitalkrav, modsat forventningen, er det ikke kun Nykredit, der får problemer. Desuden vil de danske politikere selvfølgelig have syn for, hvad der er fornuftigt for dansk realkredit at stille af kapitalkrav. På den korte bane er bundlinjen, at Nykredit måske er i gang med selv at løse problemet med behovet for den ekstra kapital. For hvis den forventede flodbølge af kundeskift fra Totalkredit til andre institutter faktisk sker, så vil udlånet i Nykredit/Totalkredit falde, og så vil det samlede risikoeksponering – og kapitalkravet – også alt andet lige falde. Så Michael Rasmussen er måske godt i gang med selv at løse sit problem.

Læs hele udgivelsen her

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her