Op til det amerikanske præsidentvalg er der risiko for at falde i ”the big man of history”- fælden”, og tro at USA’s fremtid helt afhænger af hvem, der vinder valget. Sandheden er imidlertid, at det politiske system baseret på ”checks and balances” garanterer en relativ høj grad af indbygget kontinuitet. På samme måde lader den amerikanske økonomi sig rent faktisk ikke styre af Washington. Ligegyldigt hvem, der vinder valget i november, vil vedkommende derfor blive påvirket af en række ens faktorer, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar

Kontrol med Kongressen vil med stor sandsynlighed igen blive delt mellem partierne, da demokraterne har gode muligheder for at vinde Senatet tilbage, mens Republikanerne næsten med sikkerhed fortsat vil styre Repræsentanternes Hus. Dermed vil den politiske situation fortsat ofte være fastlåst. Den amerikanske potentielle vækst er på op mod 2,5 procent om året, og økonomien vil næppe vokse mere end det, i de kommende år. Det amerikanske føderale statsunderskud vil efter den seneste budgetekspansion og en generelt aldrende befolkning igen stige, hvilket vil garantere at de seneste års finanspolitiske krig i Kongressen vil fortsætte. Indkomstuligheden i USA er strukturel, og kun meget langsigtede uddannelsesreformer eller skatteomlægninger af en art, som Kongressen aldrig vil gå med til, ville kunne ændre det billede.

Mellemøsten vil fortsat kræve amerikansk militær tilstedeværelse. Mens Kinas interne økonomiske problemer formentligt vil gøre den direkte udfordring, af USA’s fortsat dominerende globale position, mindre relevant. En ganske høj grad af kontinuitet er derfor uundgåelig for USA i de kommende år, hvor USA stadig vil være langt den største og formentligt hurtigst voksende G7 økonomi. Men dog ikke længere helt så exceptionel som tidligere.

Præsidentembedet betyder dog stadigt meget i USA. Ikke mindst efter den række af ”executive actions” som præsident Obama har gennemført uden om Kongressen siden 2014 – på blandt andet immigrationsområdet. Bliver en republikaner valgt som præsident bortfalder alle disse tiltag med det samme. Og så er det nok også givet, at den næste præsident skal udpege én, måske to nye højesteretsdommere. Da mange af de mest kontroversielle sager lige nu afgøres med stemmerne 5-4 i højesteret, er der derfor en god mulighed for den næste præsident vil sikre sin side af flertallet.

Og så har præsidenten naturligvis stor indflydelse på den amerikanske udenrigspolitik. Bliver det en republikaner, skal man nok forvente at se flere amerikanske militære interventioner rundt om i verden. Hillary Clinton ventes generelt at fortsætte Obama’s politik, og Bernie Sanders vil givetvis søge at nedbringe USA globale militære engagement.

Hvem bliver USA´s næste præsident? De to primærvalg processer giver et fingerpeg: Hos demokraterne synes Hillary Clinton stadigt at være favorit, og hun vinder formentligt i Iowa, mens Bernie Sanders nok snupper New Hampshire. Dernæst venter imidlertid en række stater i syden, som Hillary Clinton næsten med sikkerhed også vinder og derved skaber sig et solidt momentum. Bernie Sanders vil være med til at fokusere den politiske diskussion på indkomstulighed i USA. Men han er reelt enkeltsagspolitiker og vil nok tvinge Hillary Clinton til venstre. Men han har reelt en meget lille chance for at vinde.

Vigtigst er det dog, at demokraternes kampagne ikke har splittet partiet. Langt de fleste af Bernie Sanders’ vælgere vil givet kunne stemme på Hillary, som en langt bedre kandidat til selve præsidentvalget i november end nogen af de potentielle republikanske kandidater. Demokraterne er derfor relativt set langt det mest samlede parti i 2016, og det vil derfor have de bedste muligheder for at kunne mobilisere alle deres forskellige grupperinger til at møde op og stemme.

Helt anderledes ser det ud hos Republikanerne, hvor Donald Trump reelt har ført en ”third party kampagne” under et republikansk banner. Følgeligt er det yderst tvivlsomt, om de mange religiøse republikanske vælgere eller minoritetsrepublikanere rent faktisk vil gide at møde op i november og sætte deres kryds, hvis han bliver republikanernes kandidat.

Det samme gør sig gældende for den anden frontrunner, Ted Cruz, manden med den mest konservative stemmeføring i USA´s Senat. Cruz er så højreorienteret, at mange traditionelle midter-republikanere som for eksempelt tidligere senator (og præsident kandidat i 1996) Bob Dole offenligt har sagt, at han nok vil sove over sig til november frem for at stemme på Cruz. Det er derfor usandsynligt, at Cruz vil kunne mobilisere hele det republikanske parti i november.

Det samme gør sig gældende for alle de såkaldte ”establishment kandidater” – Marco Rubio, Jeb Bush, John Kasich, Chris Christie. Det er nærmest utænkeligt, at de vil kunne få stærkt evangeliske Cruz støtter eller Trump’s protestvælgere til valgurnerne. Det Republikanske Parti er derfor formentligt for splittet til at kunne vinde i november, hvorfor Hillary Clinton er ganske stor favorit.

Læs hele udgivelsen her

DEL