Her præsenterer vi hver uge kommentarer til alle C20-aktierne. Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse, og formålet med denne gennemgang er at give læserne et overblik over den aktuelle status hos de vigtige C20-aktier.
For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Alle kurser er korrigeret for udbyttebetalinger.
Købs- og salgsanbefalingerne på de enkelte aktier må kun betragtes som vejledende, og handel i aktierne sker på eget ansvar.

Del artiklen:

A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 11110,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.

A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 11580,00
APM bevæger sig sidelæns i intervallet 11150-12000, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.

Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 699,00
Carlsberg ville være selvskreven til en købsanbefaling, hvis ikke RSI14-værdien havde sagt 81 ud af 100. Så høj en værdi placerer Carlsberg i ”overkøbt” territoriet, og man bør afvente næste kursfald, før aktien lægges i porteføljen.

Chr. Hansen – Køb Aktuel kurs: 465,50
Chr. Hansen har brudt modstanden ved 440, og selvom aktien er dyr på nøgletal, kan den aktuelle værdiansættelse godt forsvares.

Coloplast – Hold Aktuel kurs: 554,50
Coloplast tester nu gennembruddet af modstanden ved 550, og hvis kursen holder sig på den rigtige side af den grænse, vil det være berettiget med en købsanbefaling. Indtil videre nøjes vi med at sige Hold.

Danske Bank – Hold Aktuel kurs: 252,80
Danske Bank ligger i toppen af sin stigende kurskanal med loft i 255 og bund i 234. Et snarligt fald ned mod 240 er dermed sandsynligt, og her kan man samle aktien op.

DONG Energy – Hold Aktuel kurs: 273,10
Efter at være blevet afvist ved forsøget på at komme forbi modstanden ved 280, er kursen nu ved at etablere sig omkring 270. Afvent en stigning forbi 280, før et køb overvejes.

DSV – Køb Aktuel kurs: 391,10
DSV fortsætter sin stabile stigning, og der er foreløbig ingen grund til at ændre købsanbefalingen.

Genmab – Hold Aktuel kurs: 1371,00
Genmab arbejder på at komme tilbage i den stigende kurskanal med loft i 1594 og bund i 1368. Hvis det lykkes, hæver vi anbefalingen til køb, men indtil videre bør Genmab følges fra sidelinjen.

GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 192,80
GN Store Nord stiger lodret for tiden, men med en RSI14-værdi på 89 kan vi ikke give aktien en købsanbefaling. Så kraftig en stigning kalder på en snarlig korrektion, og et køb ved den aktuelle kurs er sandsynligvis ikke god timing.

H. Lundbeck – Hold Aktuel kurs: 321,40
Lundbeck fik et ordentligt hug nedad i denne uge, men man bør bemærke, at kursen stadig holder sig over 60 dages glidende gennemsnit i 313, så indtil videre kan faldet betragtes som en korrektion.

ISS – Køb Aktuel kurs: 283,70
ISS’ stigning er måske ved at miste en smule momentum, men det er naturligt efter den seneste stigning. Et tilbagefald mod 275-280 kan benyttes som en købsmulighed.

Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 363,20
Jyske Banks regnskabsmeddelelse blev modtaget positivt, men ikke positivt nok til at sende kursen forbi modstanden ved 373. Den grænse skal brydes, før Jyske Bank kvalificerer til en købsanbefaling.

Nets – Hold Aktuel kurs: 128,30
Nets angriber den modstand ved 126, som adskillige gange har været en stopklods for yderligere stigninger. Overvindes modstanden denne gang, vil det være et stærkt købssignal, men indtil videre nøjes vi med en Hold-anbefaling.

Novo Nordisk B – Køb Aktuel kurs: 278,00
Novo Nordisk var ugens fjerdestærkeste C20-aktie, og kursen har nu retning mod 300. Den forsigtige investor kan afvente et gennembrud af denne modstand, men vi anser det for forsvarligt at hæfte en købsanbefaling på Novo Nordisk allerede nu.

Novozymes B – Køb Aktuel kurs: 291,20
Novozymes er steget til den nederste del af intervallet 280-330, og indtil det modsatte er bevist, forventer vi en fortsat stigning op mod 330.

Pandora – Hold Aktuel kurs: 747,00
Pandoras seneste stigning sluttede lavere end den forrige, og dermed blev der dannet endnu en lavere top. Det mønster blev brudt med fredagens kursstigning, men indtil videre bør Pandora følges fra sidelinjen.

TDC – Køb Aktuel kurs: 38,40
TDC brød i slutningen af ugen modstanden ved 37,2 og dermed aflivede aktien vores frygt for, at kraften var ved at ebbe ud hos TDC’s kursstigning. Dermed bliver det igen relevant at se på kursens langsigtede forløb, og her ligger den i en stigende kanal med loft i 41,3 og bund i 35,1.

Vestas Wind Systems – Køb Aktuel kurs: 621,00
Vestas viste kortvarigt tegn på at holde en pause i stigningen, men fredagens kursstigning ændrede på dette. Dermed er Vestas fortsat en god købsmulighed.

William Demant Holding – Køb Aktuel kurs: 160,10
WDH fortsætter sin stigning, og med RSI14 indenfor området omkring 70 har den langvarige optur endnu ikke opbygget en aktieboble i WDH.

Bruno Japp

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad er RSI 14?
RSI14 er en forkortelse for Relative Strength Index, og det er et matematisk værktøj, som beregner styrken i en aktie, og udtrykker den i et tal mellem 0 og 100. Dette tal kan beregnes for forskellige tidsperioder, men styrken over en 14 dages periode er den traditionelle, og det er den vi anvender.

læs hele udgivelsen her

 

Del artiklen:

Skriv en kommentar

Please enter your comment!
Indtast dit navn her