Efter et gigantisk tillidstab under og efter finanskrisen i slutningen af 00’erne synes erhvervslivet her i 10’erne at have genvundet meget af sit renomme hos borgerne. Den blivende tendens synes således ikke at være, at virksomheder opfattes som uetiske, men derimod at der er meget stor opmærksomhed på, hvorvidt den enkelte virksomhed har etikken i orden.

Men et skurrende element er, at borgerne enten ikke kan gennemskue, hvad der konkret er væsentligt for dem, eller at medierne går helt skævt af borgernes interesser. Sådan kan man konkludere ud fra IBE’s årlige undersøgelse af briternes holdning til erhvervslivet etik.

IBE – The Institute of Business Ethics – er en NGO, der siden 1986 har arbejdet for at udbrede kendskabet til virksomhedsetik, og konkret for at hjælpe virksomheder på området. Organisationen har et advisory council, hvor medlemmerne selv er eller har været dybt involveret i de erhvervsgrene, der især har været udsat for kritik og skandaliseringen.

Rekordmange briter, 59 %, opfatter overordnet erhvervslivet som etisk. Men den andel, der finder erhvervslivet uetisk, holder også et højt niveau i forhold til tidligere års undersøgelser. Når begge dele kan lade sig gøre på én gang skyldes det, at ”ved ikke” gruppen er skrumpet ind til næsten ingen, efter ellers at have udgjort 10-15 % af respondenterne før finanskrisen.

Erhvervslivet kan også glæde sig over, at det i meget høj grad er de unge og midaldrende, der har overordnet tillid til virksomhedernes etik. Det har 66 % i aldersgruppen 16-34 år og 63 % i aldersgruppen 35-54 år. I den sidstnævnte aldersgruppe er fremgangen i tilliden – måske noget overraskende – meget markant. Derimod er dem over 54 år tilsyneladende noget desillusionerede. Blandt dem er det kun 49 %, der overordnet har tillid til virksomhedernes etik.

Skatteunddragelse er det store emne Det helt store emne for borgerne er skatteunddragelse. Det regner 34 % som et af de væsentligste spørgsmål omkring erhvervslivets etik.

På de følgende pladser kommer de lønninger og bonusser, der bliver bevilget til ledelserne (25 %), overudnyttelse af arbejdskraft (20 %), vilkår for whistle blowere (19 %) og diskrimination (18 %). Det er her, man ser et misforhold til pressens dækning, der er meget fokuseret på den finansielle sektor, og herunder især nogle forhold, som almindelige borgere ikke nævner som de væsentligste: Prisaftaler (bl.a. som en udløber af LIBOR-skandalen) og vildledning af kunder. Pressens dækning har IBE dog senest undersøgt for 2014, så der kan være sket ændringer.

Måske har IBE heller ikke selv været god til at fornemme folkestemingen, for det er første gang, de spørger til skatteunddragelse, og denne parameter ryger altså direkte ind på førstepladsen.

Mindre forargelse over toplønninger Andre temaer, der bliver noteret for fremgang, viser, at de nye måder at tilknytte arbejdskraft på, skaber uro. Udnyttelse af arbejdskraften og balancen mellem arbejdsliv og fritid er således temaer på vej op. Derimod synes forargelsen over topledernes løn at være ved at ebbe ud, selv om denne parameter som nævnt stadig ligger på andenpladsen.

Måske spiller det ind, at historierne om topchefer, der førte deres virksomhed tæt på eller over afgrundens rand, for derefter at modtage gigantiske beløb ved fyringen, ved at overgå til historiebøgerne.

Som nævnt er det især den finaniselle sektor, som pressen fokuserer på i henseende til etik. Næstmest fokus er der på detailhandel. Man vil formentligt se et tilsvarende billede, hvis man foretog samme undersøgelse i Danmark.

Det er desuden tankevækkende, at den kemiske industri, som var uofficiel førsteskurk for nogle årtier siden, i dag er den, som får mindst presseomtale for etiske problemer. Det kan altså lade sig gøre at rydde op og forbedre sit image.

Sten Thorup Kristensen

DEL