Både CEO og bestyrelsesformand i Danske Bank benytter samme velkendte komunikationsgreb, som Nordea gjorde i Panama Paper-skandalen. Den endte som bekendt med, at Nordea paradoksalt både erkendte brud på etiske retningslinjer, men frikendte sig selv for uetisk adfærd. Er Danske Bank i gang med bevidst at tilrettelægge samme konklusion i den igangværende hvidvaskningssag?
Både Danske Banks CEO Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen vedkender sig, at bankens succes ikke alene skal måles på evnen til at levere finansielle resultater. ”Dette ansvar er også at bidrage til bekæmpelse af hvidvask og anden finansiel kriminalitet,” gjorde Ole Andersen i sin formandsberetning på generalforsamlingen den 15. marts opmærksom på.
Men han tilføjede også, at problemet i bankens og Danmarkshistoriens, største hvidvaskningssag kun vedrører bankens estiske filial, hvor hvidvaskning for milliarder er begået af kriminelle med tilsyneladende tætte bånd til den nu genvalgte russiske præsident Vladimir Putin. ”Det må vi desværre konstatere, at vi ikke var gode nok til i vores estiske forretning – og det er naturligvis stærkt utilfredsstillende,” tilføjede Ole Andersen til sætningen om det store ansvar.
Det er næppe en tilfældig eller ubevidst retorisk tilføjelse. Nok mere en veltilrettelagt kommunikationsstrategisk manøvre, der meget ligner tidligere kommunikative ledelsesgreb i andre banker. Nordea benyttede samme strategi, da afsløringerne omPanamaPapersmødte offentlighedens lys i 2016.
Dét lykkedes. Nordeas egen interne undersøgelse frikendte bankens top for ledelsesansvar, og det kunne forudsigeligt konkluderes, at ”bankens afdeling i Luxembourg ikke i tilstrækkeligt omfang har implementeret og praktiseret governance- og kontrolprocedurer. Men i øvrigt er der ikke anliggender, der kan belaste hverken bankens medarbejdere eller ledere i Nordea for uetisk adfærd.”
Sidste år, da Berlingske Business afslørede hvidvaskningssagen i Danske Bank, formulerede Thomas Borgen præcist det samme, som Ole Andersen altså gentog på generalforsamlingen i sidste uge. ”Det er en sag, som er kendt for banken. Vi har håndteret sagen i 2014 og 2015. Det ser ud til, at Danske Bank i Estland er blevet misbrugt af kriminelle, som har overført penge.”
Det er altså Danske Bank i Estland, der har et problem, og ikke et svigt i Danske Banks overordnede ledelsesetik og tonen i toppen. Djævlen afsløres som bekendt i detaljen, og det kommunikative greb handler altså om, at bristen på forhånd skal italesættes, så den er isoleret og afskærmet langt væk fra hovedkontoret.
Men hvor mange gange kan man henvise til isolerede øer i de finansielle koncerner, som er på afveje? Man kan let få den tanke, at de gentagne sager netop afspejler en ulmende ledelseskrise i relation til både virksomhedskultur og etiske retningslinjer. De gentagne sager begynder uden tvivl at belaste toppen i koncernen.
Bristen i Danske Bank skal tilsyneladende også holdes i håndfast armslængde væk fra det problem, som Finanstilsynet ellers gjorde omverdenen opmærksom på, få dage inden generalforsamlingen. I oktober 2017 var tilsynet nemlig på besøg i Danske Bank for at følge op på hvidvaskningssagen fra 2016, hvor det er lykkedes russiske kriminelle at hvidvaske 7 mia. kroner via konti i bl.a. Danske Bank.
Tilsynet konkluderer i sin redegørelse, at ”banken har efterlevet samtlige påbud, på nær det aspekt af påbuddet vedrørende etablering af korrespondentbanker, som relaterede sig til sikring af, at de af banken indhentede oplysninger indgår tilstrækkeligt i beslutningsgrundlaget for bankens ledelse.”
Ole Andersen og den øvrige topledelse har kun udtalt sig i korte, formelle formuleringer, og i formandsberetningen konkluderer Ole Andersen, at ”det vil være forkert at drage konklusioner eller kommentere sagens detaljer yderligere, før vi har det nødvendige faktuelle grundlag.” Selvom han vedkender sig hvidvaskningen, nævner bestyrelsesformanden intet om tilsynets konklusion om, at der i hvert fald helt frem til oktober 2017 stadigvæk var brister i systemet.
Nu går der et lille års tid, før vi kender til Danske Banks egne konklusioner på hvidvaskningssagen, der altså også efterforskes af Finanstilsynet. Men der peges allerede nu på, at de igangværende undersøgelser ikke er fuldt uafhængige og dermed i stor fare for at blive manipuleret i retning af netop den sprække, der placerer ansvaret lokalt og langt væk fra både direktionsgang og bestyrelseslokale.
Læs analysen i fuld længde i fredagens udgave af Økonomisk Ugebrev Ledelse.
