Trump vender fokus væk fra Europa, mod Kina og Rusland

Den amerikanske præsident har indtil videre opgivet at føre handelskrig mod Europa, men skærper tonen over for Kina og Rusland, hvor der ventes nye sanktioner. I denne kommentar skriver Jacob Kirkegård fra The Peterson Institute for International Economics, at Trump nedtoner handelskrigen mod de allierede i vesten, men at der kommer mere mod Kina og Rusland, hvilket både kan få økonomiske og sikkerhedsmæssige implikationer for hele kloden.

I de seneste uger er det lykkedes Donald Trump at tvinge Mexicos afgående præsident Pena Nieto til at indgå en ny NAFTA-aftale. Den vil blandt andet tvinge Mexico til gradvist at indføre langt højere lønninger i deres bilindustri, og en række andre tiltag vil ligeledes betyde, at fordelene for Mexico ved at være med i NAFTA bliver markant mindre. Hvorvidt Mexicos nye præsident fra den 1. december, Andres Manuel Lopez Obrador, også vil underskrive aftalen, er uvist. Spørgsmålet er nu om Justin Trudeau også vil være villig til at indgå en ny og for Canada dårligere NAF-TA-aftale med Trump, eller om han vil kalde Trumps bluff og se om denne – stærkt indenrigspolitisk presset – har den politiske kapital til at trække USA ud af det nordatlantiske frihandelsområde.

SADLER OM I HANDELSKRIG

Om NAFTA bliver opdateret efter Trumps formler er altså stadigt uvist, men det faktum, at en sådan aftale overhovedet er potentielt mulig i de kommende uger, er et signal om, at Trump til en vis grad, op til midtvejsvalget, er ved at sadle om i sin handelskrig med resten af verden. Samtidig havde EU-kommissionsformand Juncker tidligere på sommeren succes med at overbevise Trump om, at USA og EU i stedet for at indføre nye tariffer på EU’s bileksport skulle begynde nye frihandelsforhandlinger om nul-tariffer på stort set alle varer.

Det eneste, Juncker tilbød, var et tomt løfte om, at EU ville købe flere amerikanske soyabønner – der har kommissionen ingen indflydelse på. Kombineret med, at Trump-administrationen snarest vil indføre yderligere 200 mia. dollar i tariffer på stort set al kinesisk vareeksport til USA, synes det derfor tydeligt, at Trump er på vej til at fokusere sin handelskrig på Kina, mens resten af verden og mange af USA’s allierede slipper billigere.

På sin vis kan dette beskrives som et positivt skridt. I det mindste undgår den globale økonomi de værste handelskrigsscenarier. På den anden side er det dog klart, at en stadig mere alvorlig økonomisk konfrontation mellem verdens to største og atomvåbenbesiddende økonomier ikke vil efterlade resten af verden uskadt.

Specielt EU skal også være opmærksom på, at der i USA’s Kongres er potentialet til endnu mere alvorlige transatlantiske handelskonfrontationer. De nye, amerikanske Iran-sanktioner er allerede et alvorligt potentielt konfliktområde. Såfremt den amerikanske regering ikke stiller sig tilfreds med, at multinationale europæiske virksomheder trækker sig ud af Iran, men også begynder at sanktionere mindre europæiske virksomheder uden operationer i USA for deres samkvem med Iran, synes en alvorlig handelstvist med stærke geopolitiske overtoner uundgåelig. Det er svært at tro på, at de store tværpolitiske flertal i begge Kongressens kamre gennemtvinger en hurtigt løsning af en sådan konflikt.

HØGEAGTIG KONGRES

Samtidigt er Kongressen (endelig) begyndt at forhandle om eventuelle nye og meget barske sanktioner overfor Rusland, for at straffe Putin for hans indblanding i amerikanske valgkampe.

Den såkaldte DETER Act, fremlagt i Senatet med støtte fra både demokrater og republikanere, vil, såfremt Rusland af USA’s efterretningstjenester findes skyldig i nye forsøg på indblanding i amerikanske valg, blandt andet betyde, at de fleste store, russiske banker fryses helt ud af de internationale finansmarkeder, at Ruslands store, statsejede energi firmaer Gazprom, Rosneft og Lukoil rammes meget hårdt, og at russisk statsgæld ikke længere kan handles eller ejes af amerikanske institutioner. Det siger sig selv, at en sådan lov vil give meget store forskelle i sanktionsniveauet mod Rusland fra henholdsvis USA og EU, ligesom store europæiske økonomiske interesser i specielt Ruslands energisektor – såsom Nordstream2 – kommer i sigtekornet.

En markant yderligere forværring af det transatlantiske forhold i de kommende måneder kan, paradoksalt nok, derfor komme på grund af den amerikanske Kongres, snarere end på grund af Trump.