AP Pension forsøger at fralægge sig ansvar omkring samarbejdet med pensionsmægleren Söderberg, der beskyldes for at lave aftaler, hvor de både er uvildige rådgivere og anbefaler egne investeringsprodukter. Direktør Bo Normann Rasmussen fra AP Pension udtalte forleden, at han ikke kendte til indholdet af aftalerne. Men Økonomisk Ugebrev kan nu dokumentere, at han personligt har underskrevet aftaler med Söderberg. Fagforbund kalder de nye oplysninger for undergravende fra hele branchens troværdighed.
AP Pension har efter alt at dømme lavet et gevaldigt selvmål på hele branchens vegne, da de i sidste uge afviste kendskabet til de udskældte aftaler, som pensionsmæglere sælger til kunderne. I Jyllands-Posten sagde adm. direktør Bo Normann Rasmussen, at han som forvalter af aftalerne ikke kendte til aftalernes indhold.
Men nu kan Økonomisk Ugebrev afsløre, at hans egen underskrift figurerer på de kontroversielle aftaler. Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af flere skriftlige aftaler, hvor AP Pension fungerer som blåstempler af kontrakterne, der tillader pensionsmæglerne i Söderbe rg at tjene ekstra penge ved som uvildig rådgiver at få deres egne produkter ind øverst på hylderne i AP Pension.
Dermed synes AP Pension ikke at have været ærlige og åbne omkring deres egen rolle i sagen. De nye oplysninger vækker harme i HK Privat.
”Det kan ikke passe, at man kan slippe afsted med det her. Pensionsselskaberne undergraver både deres forretning og deres troværdighed. For mig at se, vidner det om, at mæglerne har en uforholdsmæssig stor magt over pensionsselskaberne. Tænk, at selskaberne på den måde giver slip på deres kerneforretning. De virker ligeglade med, hvordan pensionen investeres for deres slutkunder. Kunderne bliver på den måde vildledt og mister penge. Det forvrider markedet og gør vores pensionssystem endnu mere uigennemsigtigt,” siger sektorformand Simon Tø-gern fra HK Privat til Økonomisk Ugebrev.
Konfronteret med oplysningerne benægter adm. direktør Bo Normann Rasmussen i AP Pension ikke hans underskrift, men han siger, at der findes flere forskellige kontrakter mellem mæglerne og kunderne.
”I de tilfælde hvor en virksomhed vælger at tegne en pensionsordning gennem en pensionsmægler, er det så-dan, at der er to aftaler. Den ene aftale er en aftale om, at kunden via pensionsmægleren ønsker at placere sin pensionsordning i hvad der i dette tilfælde er AP Pension. Det er en aftale, hvor AP Pension er medunderskriver. Og det er naturligvis en aftale som vi har læst og kender.
Den anden aftale, som omfatter relationen mellem virksomheden og pensionsmægleren, vedrører kun de to parter, og som regulerer samarbejdet mellem parterne – og det er den aftale, der henvises til i Jyllands-Postens artikel. Den aftale er AP Pension ikke en del af, og derfor har vi ikke kendskab til indholdet af den. Men vi stoler naturligvis på, at den sikre kunderne den service, som de har krav på,” forklarer direktøren.
PENGE GÅR GENNEM AP PENSION
Men AP Pension og selskabets direktør kan ikke erklæ-re uvidenhed om finanserne i aftalerne, fremgår det af Økonomisk Ugebrevs dokumentation. Og pengene fra kundens pensionsdepot til mæglerne flyder altid gennem pensionsselskabet, før det havner på mæglerens konto.
”Pensionsselskabet må nødvendigvis vide, hvor stor en aflønning mægleren får fra kunden, og selskabet skal have vederlagsaftalen mellem mægleren og kunden. Ellers må selskabet ikke udbetale pengene til mægleren på kundens vegne. Det er helt normalt i branchen, og jeg synes også pensionsselskabet har et ansvar for, at de aftaler, der indgås er rimelige set med kundens øjne. Det handler også om moral,” siger Kim Sejer fra Sejer Pensionsrådgivning, der hjælper virksomheder med at finde de bedste pensionsordninger til deres ansatte.
Det erkender Bo Normann Rasmussen også er tilfældet, men siger at han så igen ikke kender kvantitet og kvalitet i aftalen med kunden. Men aftalens økonomi og omkostningerne i mæglerens egen fonde har aldrig været en hemmelighed for hverken AP Pension eller de andre pensionsselskaber, da de ellers ikke kan udbetale kundens penge til mæglerne.
BRANCHEANSVAR
Spørger man branchefolk, så har alle pensionsselskaberne altid kendt til de omstridte aflønningsmodeller fra mæglerne. Når man indtil nu har lukket øjnene skyldes det, at hverken selskaberne eller mæglerne har ønsket åbenhed om det. Men pensionsbranchen er delt, og det kan mæglerne udnytte.
De små pensionsselskaber ønsker vækst i sådan en grad, at de modvilligt går med til aftalerne. Ellers kan mæglerne bare sende kunderne et andet sted hen, og det er ikke tilfældigt, at både AP Pension og Söderberg & Partners de seneste år har været de hurtigst voksende i markedet.
På den anden side er der de store pensionsselskaber. De afviser de kontroversielle produkter fra mæglerne på deres egne hylder, men de er også nervøse for at gøre mæglerne sure, så de ikke får kunder fra dem. Sagen er nemlig, at der findes en ekstra og mere ubeskrevet dobbeltrolle hos mæglere som Söderberg. De står nemlig samtidig for at bringe de rigtigt store firmapensioner i udbud, som Söderberg eksempelvis i øjeblikket gør for ledelsen i Novo Nordisk.
Den slags ordninger er det kun de store pensionsselskaber, der kan løfte. Selskaber som PFA, Danica samt Nordea Liv & Pension frygter mæglerne vil se bort fra dem, hvis de råber vagt i gevær, når mæglerne bliver lidt for kreative. På den måde har der i lang tid været en uheldig alliance i markedet, hvor mæglernes dobbelt-
roller fuldstændig har taget krammet på hele pensionsbranchen, der enten har blindt fokus på kontinuerlig vækst eller indtjening.
”Det må være slut med den sammenblanding af rollerne. Man kan ikke både hævde at være uafhængig rådgiver og så pleje egne interesser i det skjulte. Der må være en klar adskillelse af de forskellige roller. Som pensionsmægler er man rådgiver ved udbud – punktum færdig. Man kan ikke samtidig sælge egne ydelser. Og det her er jo ikke bare noget, som går udover mine medlemmer eller andre privatansatte funktionærer. Det går jo ud over os alle sammen som skatteydere. Vi får til sin tid en ekstra regning, fordi nogen har spist af pensionsopsparingerne,” lyder det fra Simon Tøgern fra HK Privat.
Han sammenligner det med en byggerådgiver, der på vegne af en bygherre styrer en udbudsproces, og selv går ind og byder på opgaver i samme licitation.
”Det vil jo være forvridende og ikke tjene kunden. Men det er jo det, der sker her, hvor det endda er umuligt for kunderne at sige fra,” slutter han.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her