Børsen om vurderinger: Vær beredt på næste skandale

Som journalist, der arbejder med et stofområde, har man af og til en ret sikker fornemmelse af, at noget er ved at køre helt af sporet. Man kan skrive om det, men det vækker sjældent stor opmærksomhed, for skandaler er nu engang abstrakte, indtil de rammer jorden og bliver konkrete. Men i Børsen tirsdag var der i to diskret placerede artikler antydninger af et emne, som vi nok skal komme til at høre meget mere om.

Det handler om de kommende ejendomsvurderinger fra skattemyndighederne. Den ene af artiklerne fortalte, at de nye vurderinger, der efter planen skal introduceres næste år, måske bliver forsinkede. Det vil i sig selv føre til en del knubbede ord. Men det helt store problem kommer, når vurderingerne er her, og systematikken ikke længere bare er teoretisk. Det var emnet i den anden artikel, som er et læserbrev fra Ib Axelsen, næstformand for Skatteankenævn Midtøstjylland.

Han beskriver det element, at der i de nye vurderinger skal indlægges en forsigtighedsmargin på 20 procent, således at man kun bliver beskattet af ejendomsværdien minus 20 procent, og heller ikke kan klage, hvis vurderingen ligger op til 20 procent for højt. Man undrer sig over, hvem der har fundet på dét system. Men det skal der nok blive boret i en dag – for det er totalt defekt.

Den angivelige rabat findes ikke; den er blot magi med procenterne, fordi man justerer skattesatsen tilsvarende rabatten. Hvad der står tilbage er blot, at langt de fleste borgere mister muligheden for at klage over vurderingerne. Det bliver derfor spændende at se, hvad reaktionen bliver, når det gå op for boligejerne, at de kan blive opkrævet op til 40 procent mere end naboen med en tilsvarende bolig, uden at kunne gøre noget ved det. For 20 procent fejlmargin fra to modsatte sider giver meget mere end 20 procent. Vil den tilstand holde hen over en valgkamp?

Berlingske om Novo Nordisks nye formål?

Selv om de to insulinproducenter lavede det samme og kunne høste store skalafordele, var fusionen mellem Novo og Nordisk i 1989 ikke uproblematisk. De to selskaber havde vidt forskellige kulturer. Mens Nordisk var idealisterne, der var dybt dedikerede til at hjælpe diabetikere, var Novo forretningsfolkene, der ville tjene penge. Det fusionerede selskab har opnået sin enorme succes, fordi det er lykkedes at kombinere de to drivkræfter.

Nu vil koncernen, ifølge Berlingske, kaste sig over forskning i midler mod alzheimer og parkinsons syge. Der sker blandt andet i erkendelse af, at vækstpotentialet inden for diabetes ikke er uendeligt. Af alle gode grunde må man naturligvis håbe, at Novo Nordisk får held med sit nye indsatsområde. Og det bliver også en spændende case at følge i henseende til tidens trend med, at virksomheder skal have et formål. Kan Novo Nordisk så at sige adoptere et nyt hjertebarn, eller vil det hen ad vejen vise sig, at man hellere skulle have koncentreret sig om dét, man allerede havde? Aktionærerne kan ikke bare vente og se. De må forholde sig til det her og nu.

Det er dansk, det er trangt

Danskere som gør sig godt i udlandet, er godt stof i danske medier. Også når det gælder iværksættere, og Børsens forsidehistorie forrige torsdag var en begejstret fortælling om Morten Meisner-Jensen, der efter salget af Mofibo har slået sig på telefonbokse. Det lyder bedaget, men de bliver brugt i storrumskontorer, hvor medarbejderne har brug for ro til at tale i. Det er der stor efterspørgsel efter.

Selskabet har fået ordrer fra prominente firmaer som Google, Nike, Walmart og J.P. Morgan. Tillykke til Morten Meisner-Jensen. Men historien kalder også på en eftertanke: Det klassiske kontor bliver gradvist afløst af kontorlandskaber, som sparer kvadratmeter, men som mere typisk bliver solgt til medarbejdere og offentligheden som fortrinlige innovative miljøer, hvor medarbejderne kan møde hinanden på kryds og tværs. Men at mange medarbejdere foretrækker at stå i et lukket rum på cirka en kvadratmeter, fortæller en helt anden historie: Nemlig om det ubehag, de oplever i storrummene.

Det er et forbløffende fænomen. De unge generationer på arbejdsmarkedet siges at kræve, at deres arbejdsgiver støtter et udvalg af gode formål. Men de accepterer altså, at de selv må tilbringe en god del af arbejdsdagen i en trang telefonboks, hvor deres forældre eller bedsteforældre havde eget kontor, eller i det mindste en afskærmet kontorplads. Men hvor længe endnu accepterer de det? Måske er der én, der en dag vågner op ved at se varemærket på telefonboksen. Morten Meisner-Jensens selskab hedder ”Room”, og det er ren newspeak for så vidt, at ”room” netop er, hvad medarbejderne ikke har.

Sten Thorup Kristensen