Interview: Folkekirkens Nødhjælp er en af få NGO’er, der er med i regeringsinitiativet P4G – Partnering for Green Growth. P4G har til formål at udvikle partnerskaber mellem civilsamfund, erhvervsliv, investorer og regeringer, med henblik på at fremme konkrete løsninger på FN’s verdensmål og klimaaftalen fra Paris. Generalsekretærer Birgitte Qvist-Sørensen mener, at partnerskaber mellem investorer, erhvervsliv og NGO’er er vejen frem. Men også, at investorerne må leve med lavere finansielle afkastmål, hvis de samtidig vil skabe reel social impact, lyde budskabet.
ØU: Hvordan ser I som NGO på strategiske partnerskaber med erhvervslivet? BQS: ”Vi har længe arbejdet med privatsektoren. Men det har tidligere handlet meget om synlighed mod en donation. Det er også en god løsning, for penge kan vi altid bruge. Men vi tror ikke, at det på sigt er forretningsmodellen. Vi oplever faktisk heller ikke, at virksomhederne ønsker blot at levere en stor pose penge, og det er heller ikke noget vi direkte efterspørger. Vi vil gerne se strategiske partnerskaber, som noget der bygger på vidensoverførsel mellem os og virksomhederne og investorer. Det er f.eks. udgangspunktet i vores samarbejde med Arla Food Ingredients, hvor partnerskabet handler om at udvikle ideer til en mere bæredygtig og lokal fødevareproduktion i Etiopien, Uganda og Kenya.”
Hvordan ser jeres forretningsmodel for strategisk partnerskab med privatsektoren ud? ”Vi forsøger gennem strategiske partnerskaber at udvikle produkter, der passer til lokale landeforhold og som kan være interessante for danske virksomheder at være med til. For os handler det om, at vi på grundlag af strategiske partnerskaber kan søge funding hos tredje part som for eksempel Danidas program for Market Development Partnerships.”
Kan du give et eksempel?
”Ja, sammen med Arla arbejder vi f. eks. med valle, der er en god proteinrig ingrediens fra ostemassen. I de områ-der vi er, er proteinmangel et problem på grund af dårlig ernæring. Så sammen med lokale bønder og mejerier udvikler vi et proteinrigt yoghurtprodukt med hjælp fra Arla.
Tanken er så, at produktet skal indgå i den økonomiske værdikæde på markedet, leveres til skolebørn og gravide kvinder osv. Vi spejler os i Verdensmålene og søger at udvikle løsninger, der kan indgå i den sammenhæng.”
Arbejder I med at udvikle markeder eller er partnerskaberne rettet mod markeder, der allerede eksisterer? ”Det kan være begge dele. For yoghurtproduktet er der allerede et marked. Men i andre programmer skal markedet udvikles fra bunden af. Meget handler om, at vi kan se nogle store udfordringer. Ikke mindst er mange børn som følge af fejlernæring i Afrika forsinket i deres vækst og hjernekapacitetsudvikling, og de kommer måske aldrig op på niveau med fx danske børn. Det vil vi rigtig gerne forandre, og vi har mange dygtige virksomheder i Danmark indenfor landbrug, der kan hjælpe til med både at løfte ernæringen og udvikle markederne for det.
For de mennesker vi hjælper, er vores mål ikke, at de blot får nogle penge, men at de løftes til at indgå i en reel værdikæde.” Hvordan udvikler man markeder, som reelt virker for nogle af verdens fattigste mennesker? ”Vi diskuterer bl.a. med IFU (Investeringsfonden for Udviklingslande, Red.), hvordan vi også kan skabe investeringer til de mindre iværksætterprojekter, og ikke kun til de helt store programmer, fordi interessen fra investorerne og donorer er stor. Men afkastforventningerne skal afstemmes meget grundigt, fordi sociale projekter har en anden karakter og strækker sig over længere tid. Hvis man både vil have afkast og social impact er det nogle andre finansielle afkastmål man som investor skal leve med.”
Kan investorerne leve med lavere afkast end de normalt forventer? ”Det oplever jeg, at der er mange der vil. Især blandt kvinder er der stor villighed til at investere i social impact på andre vilkår end markedsvanlige investeringskrav. Så udfordringen er mere, at mange fonde kræver meget store investeringer for at være med. Men der er potentiale i de mindre projekter under én million i investering, og det er det investeringsmarked vi gerne vil være med til at udvikle. Og det er også det, vi har diskuteret med IFU om, hvordan vi fremmer. I forhold til private investorer oplever jeg, at der er bud efter projekter eller mindre virksomheder, man kan investere i.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.