Et historisk svagt marked for produkttankskibe har lagt et tydeligt pres på aktiekursen hos Torm og de øvrige børsnoterede konkurrenter. Der er dog håb forude, for 1. januar 2020 bør nye miljø-regler føre til et betydeligt løft i efterspørgslen.
Kursgrafen nederst på siden illustrerer tydeligt, at den vending i skibsraterne, som mange markedsaktører begyndte at vente allerede sidste år, er udeblevet. Raterne har til manges overraskelse været rekordlave henover sommeren, men de sidste uger er der set en bedring. Torms CEO Jacob Meldgaard siger til AktieUgebrevet: ”Det generelle rateniveau indenfor produkttank har især i 2. og 3. kvartal været meget lave, men vi kan notere et pænt løft de seneste uger, som har bragt raten på den toneangivende atlanterhavsrute tilbage på niveauet for april måned”
Det betyder ikke, at Torm igen vil tjene bunker af penge, som man gjorde i 2015, men det betyder, at man sandsynligvis kan operere med et mindre underskud.
En vending i det hårdt pressede marked for produkttank, hvor der sejles med raffinerede produkter som benzin, flybrændstof, nafta etc. har været længe undervejs. Raterne toppede i 2015, hvor bl.a. den lave oliepris medførte hamstring af olie, og følgelig blev der også opbygget store lagre af raffinerede produkter. Når lagrene nedbringes medfører det et lavere transportbehov, og det har været med til at lægge pres på rateniveauet.
De globale lagre er nu igen nede på det historiske niveau, og lagersituationen er kun en af mange faktorer, som påvirker rateniveauet. I år er mange af dem faldet ud til den negative side, men den underliggende udvikling peger i en positiv retning, først og fremmest pga. IMO-2020 miljøreglerne, som er det største fokuspunkt i sektoren i øjeblikket.
Det nye svovldirektiv (IMO-2020) træder i kraft 1. januar 2020, og efter denne dato må skibe kun sejle på den dyre bunkerolie med max. 0,5% svovlindhold, mens den hidtidige og billigere bunkerolie med op til 3,5% svovlindhold kun må benyttes, hvis skibet har installeret en scrubber (1-3 mio. USD investering), som renser udstødningsrøgen.
Usikkerheden om de reelle konsekvenser for rateniveauet er stor, men Torm hører ikke til de mest optimistiske med deres bud: ”Vi estimerer pt. en positiv efterspørgselseffekt i produkttankmarkedet af IMO-2020-reguleringen til 5%, og at effekten vil begynde at vise sig i 2. halvår 2019”
5% er et betydeligt løft i den hårfine markedsbalance, og det bør alt andet lige føre til et pænt løft i raterne. Lidt populært kan man derfor sige, at nedtællingen for Torm, D/S Norden og de andre produkttankrederier er begyndt. De gode tider og ratevendingen synes at ligge lige rundt om hjørnet og maksimalt 15 måneder væk.
Kurspotentiale på mindst 25%
Ved dagens aktiekurs på 40 handler aktien med en betydelig rabat på 45% i forhold til de underliggende værdier. Torm rejste over 500 mio. kr. i januar måned på kurs 51, og nybygningsprogrammet på 10 skibe er fuldt finansieret, og soliditeten er på 50%. Med en stærk kapitalfond som majoritetsaktionær er der en god sandsynlighed for at en investering i dag kan vise sig ganske profitabel frem mod og hen forbi 2020.
Vi ser i første omgang en tilbagevenden til niveauet før kapitalforhøjelsen, og dermed en upside på mindst 25% fra dagens kursniveau.
Steen Albrechtsen og/eller nærtstående ejer aktier i Torm
Børskurs på analysetidspunktet: 40,00 AktieUgebrevets kursmål (6-12 mdr): 50-60
Læs tidligere analyser af Torm her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her