Berlingske går ind til benet i Aarup-sag

I 2011 blev Eivind Kolding formand for Danske Bank. Mindre end et år senere var han i den kapacitet med til at indsætte sig selv som bankens adm. direktør. Med al respekt for situationen på det tidspunkt, var han som advokat og skibsreder ikke det mest oplagte bud på dén post, og han blev da også fyret blot to og et halvt år senere. Claus Skovhus stiller i en glimrende leder i Berlingske det højest relevante spørgsmål: Når nu Finanstilsynet underkender en kandidat – Jacob Aarup-Andersen – som ganske vist kun har siddet et par år i direktionen, men som på den tid har nået at markere sig som en af den internationale finansverdens mest lysende talenter, hvorfor greb man så ikke ind, dengang Eivind Kolding ansatte sig selv i samme stilling?

Nok er reglerne om den slags ændret i mellemtiden. Men spørgsmålet er stadig, som Skovhus skriver, ”om Finanstilsynets beslutning er gennemtænkt og tåler en historisk trykprøve.” Formuleringen er rammende, fordi Finanstilsynets disposition langt fra er en gratis omgang. Den indebærer en række risici, som vi først vil se folde sig ud over de kommende år. Med sit micro management har Finanstilsynet påtaget sig et direkte ansvar for det, der sker, når en ny topchef bliver ansat.

Hvad hvis vedkommende bliver et totalt flop? Og i så fald, hvordan vil det påvirke de danske bankers kreditværdighed, at de er underlagt et tilsyn, der foretager et så stort indgreb? Og hvordan vil det påvirke rekrutteringen i bankerne på den meget lange bane? Er man et ungt supertalent i den finansielle sektor, taler det passerede for at lægge sin karriere i et andet land. I sidste måned, ved tiåret for Lehman Brothers’ krak, stillede vist alle større medier spørgsmålet om, hvad vi lærte af finanskrisen. Måske har man misset en væsentlig lærdom: At hvad man end kan sige om uforstand i banksektoren, så stod den ikke i modsætning til en visdom, man kan finde hos de regulatoriske myndigheder. De så først meget sent i processen, hvor galt det stod til, og der er ingen grund til at tro, at de i dag pludselig skulle være blevet meget klogere end alle andre.

BØRSEN: RETSLIGT EFTERSPIL OM KØBENHAVNS AN-DELSKASSE

Også en anden aktuel sag viser, hvor magtfuldt Finanstilsynet er blevet. Den handler om Københavns Andelskasse, som på tilsynets opfordring er blevet overtaget af Finansiel Stabilitet. Denne sag er næsten druknet i balladen om Danske Bank, men Børsen følger den prisværdigt. Forrige fredag skrev avisen således, at de nu afblankede ejere af andelskassen fører et gruppesøgsmål mod Finanstilsynet. Argumentet er, at overtagelsen skete efter en ny lov, der pr. 1. juli i år gør det muligt at lukke banker af andre grunde, end at de er akut økonomisk trængte. Men de forhold omkring manglende opsyn med hvidvask, som Finanstilsynet har påpeget, stammer fra før lovens ikrafttræden.

Det er naturligvis en teknikalitet, og mon ikke domstolene vil ligge under for Finanstilsynets autoritet på dette meget komplekse område. Men så meget mere spændende er det. Hvis Finanstilsynet får ret, er der skabt en præcedens, og da der jo er lighed for loven, vil tilsynet også i fremtiden være tvunget til at gribe ind med tilsvarende drastiske midler. Også når det er større banker, der er tale om. Så der er to spændende udgange på sagen. Enten vil den vise, at Finanstilsynet uretmæssigt har dikteret konfiskation af borgeres værdier. Eller også kan tilsynet blive tvunget til en anden god gang at diktere konfiskation af en storbank.

BØRSEN OM MYNDIGHEDERNES MAGTBRYNDE

For en nøgtern udenlandsk investor vil de to ovenstående sager hurtigt blive oversat til, at Danmark er et land med betydelig politisk risiko, i hvert fald når det gælder den finansielle sektor. Og de vil ikke blive betryggede, hvis de får oversat andre artikler fra de danske medier. To eksempler fra Børsen i sidste uge: Onsdag beskrev avisen, hvordan uskyldige investorer er kommet i klemme, mens skattemyndighederne prøver at bygge et velfungerende system til at refundere udbytteskat. De tilbageholdte refusioner koster renter, men det problem vil skatteminister Karsten Lauritzen løse ved slet og ret at annullere rentebetalingen.

Næsten værre var kronikken dagen forinden, skrevet af udviklingsminister Ulla Tørnæs, direktør Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder og koncerndirektør Tim Ørting fra Arla. De skriver om at vise respekt ved investeringer i ulande, og det kan ingen jo være imod. Men en enkelt sætning skurrer alvorligt: ”Samtidig er ministeriet med til at løfte barren ved at stille klare krav til ansvarlig virksomhedsdrift.” Hvabehar? Vi lever i et demokrati, og hvis nogen skal stille krav til virksomheder, er det Folketinget. Børsen kunne godt lige have givet et par af kronikørerne et opkald.