Det er ikke blot er Jesper Rasmussen, formand i Garantifonden for Skadesforsikring, der har haft nære relationer i de konkursramte forsikringsselskaber, som fonden skal placere ansvar hos. Fondens mange-årige næstformand har ligeledes været syltet ind i de to aktuelle konkurser, som relaterer sig til Jens Erik Christensen. Ved ministerens udpegning af medlemmer til fondsbestyrelsen om nogle uger forventes nu en massiv udskiftning.
Når erhvervsminister Rasmus Jarlov om blot to uger skal forlænge mandatet til bestyrelsen i Garantifonden for Skadesforsikring, kan det nemt ende i et regulært blodbad. Mandatet til bestyrelsesformand Jesper Rasmussen hænger allerede i en tynd tråd, efter Økonomisk Ugebrev har afsløret hans nære relationer til Jens Erik Christensen, der har været dybt involveret i begge de konkurser, som garantifonden i øjeblikket rydder op efter. Nemlig Husejernes Forsikring og Alpha Insurance.
Nu viser det sig, at også fondens næstformand Mette Havning har haft ejerposter i Jens Erik Christensens private selskab – og i øvrigt har haft en betroet stilling i hans firma i en længere årrække. Dermed synes hele toppen af garantifondens bestyrelse at have glemt at fortælle ministeren om deres dobbeltroller.
HANDLER OM RETSFØLELSE
”Der må ikke kunne rettes mistanke om, at bestyrelsen i garantifonden træffer uretfærdige og partiske afgørelser. Der bør ved de enkelte sagers afgørelse ikke indgå andre hensyn end selve sagen, og bestyrelsen bør ikke være fedtet ind med den tidligere bestyrelsesformand for Husejernes Forsikring. Der melder sig et behov for, at ministeren undersøger bestyrelsens håndtering af denne her sag. Det er nødvendigt, hvis vi skal have tillid til garantifonden fremadrettet. Det handler jo også om helt almindelige danskeres retsfølelse. Man skal huske, at der stadig er mange små forsikringstagere, som står tilbage med store tab, som de ikke har fået dækket på konkursen i Husejernes Forsikring,” siger formanden for Danske BO-LIGadvokater Jan Schøtt-Petersen til Økonomisk Ugebrev. Erhvervsministeren har, som beskrevet i forrige udgave af Økonomisk Ugebrev, allerede bestilt en redegørelse om Jesper Rasmussens mulige inhabilitet. Men efter Ugebrevets nye afsløringer af, at også næstformanden kan have været inhabil, øges også det politiske pres på ministeren. ”Ministeren bør redegøre for, om han mener, at de to personer er habile, og hvordan han fremadrettet vil sikre habilitet i garantifonden,” lyder det fra erhvervsordfører Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Han tilslutter sig dermed Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Alternativet og Radikale Venstre i ønsket om, at ministeren kommer til bunds i sagen.
Garantifonden for Skadesforsikring er i dag stort set lig med brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P). Et stadig mere påtrængende spørgsmål er derfor, hvorfor ingen her har sat spørgsmålstegn ved både formandens og næstformandens mulige inhabilitet. Jesper Rasmussen eget svar var, at hans relationer er kendt af alle i branchen. Garantifonden drives ud af F&P, og den øverste direktør i begge organisationer er Per Bremer Rasmussen. Underdirektør Torben Weiss Garne er talsmand i garantifonden, men til daglig er han juridisk direktør i F&P. Det kan derfor undre, at garantifonden i den grad synes at være ude af trit med deres egne regler – uden et eneste vink fra F&P.
I garantifondens vedtægter fra 2016 hedder det eksempelvis under habilitet: ”Ingen må deltage i behandlingen af en sag, hvor der foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om den pågældendes fuldstændige upartiskhed. Den, for hvis vedkommende et sådant forhold foreligger, skal omgående underrette formanden. Bestyrelsen afgør om et medlem kan deltage i behandlingen af en sag.”
UD MED F&P?
Bestyrelsesformand Jesper Rasmussens egen forklaring er, at han gik uden for døren, når han selv vurderede sig inhabil. Men det er lodret i strid med alle regler, da han ikke selv kan vurdere sig hverken habil eller inhabil. Mette Havning har så vidt vides ikke forelagt sin mulige inhabilitet for bestyrelsen eller ministeren.
Brancheorganisationen F&P har tilsyneladende heller ikke reageret i forhold til garantifondens forretningsorden. I paragraf 8 hedder det, at stedfortrædere til bestyrel-sen indtræder, når der blandet andet foreligger inhabilitet. Økonomisk Ugebrev har talt med Mette Havning omkring hendes situation. Hun oplyser, at hendes relationer med Jens Erik Christensen ikke var så nære, at hun følte sig inhabil, selv om hun altså har hævet sin løn hos ham i mange år. Hun oplyser også, at en af årsagerne til, at hun i foråret trak sig fra garantifondens bestyrelse, netop var, at hun tidligere har lavet konsulentarbejde for ejerne i den anden store forsikringskonkurs, Alpha, som bestyrelsen arbejder med netop nu – og som har drænet resten af midlerne i garantifonden efter konkursen i Husejernes Forsikring forrige år.
Men hun er den eneste, der har ønsket at kommentere de nye oplysninger. Direktøren i både F&P og garantifonden, Per Bremer Rasmussen, er ikke vendt tilbage på Ugebrevets spørgsmål om hans egen viden omkring bestyrelsens relationer til Jens Erik Christensen, præcis hvornår han selv fik kendskab til disse relationer, og hvorfor han ikke har reageret.
FOR STOR MAGT TIL BRANCHEN
Formand Jesper Rasmussen og juridisk chef Torben Weiss Garne har ikke ønsket at kommentere hverken vedtægter, næstformandens roller eller hvorfor F&P heller ikke har reageret på dobbeltrollerne i bestyrelsen. De melder tilbage, at de er på efterårsferie.
Formanden for Danske BOLIGadvokater Jan Schøtt-Petersen mener dog, at ministeren nu må sikre en bedre balance i bestyrelsen, så den ikke er helt domineret af branchens egne folk.
”Ministeren bør også se på, om forsikringsbranchen ikke har fået sat sig for tungt på garantifonden. Det er ikke godt med den nuværende ubalance, og lige som i andre af den slags organisationer bør der være paritet og uafhængighed. Det ville derfor være hensigtsmæssigt, hvis ministeren får set på hele bestyrelsens sammensætning,” slutter han.