Børsen griber udbyttesagen

DR gjorde et stort indtryk på mange med sin dokumentar Mændene der plyndrede Europa , om svindlen med udbytteskatter i Europa. Reelt blev de fleste af de 45 minutter dog brugt på pling, ammestuesnak og fordomme, og kun ganske få minutter var fakta om, hvad der var foregået. Dermed tror mange, at de ved, hvad der er foregået, selv om de faktisk ikke ved det. DR har altså efterladt et reelt og vigtigt stykke oplysningsarbejde til andre medier. Den bold har vi selv, i al beskedenhed, søgt at samle op med Ejlif Thomasens artikel i sidste uge. Hvor godt vi er lykkedes med det, må andre bedømme, men vi kan til gengæld bedømme, at vores kolleger på Børsen har gjort det særdeles udmærket. Torsdag kunne avisen således afsløre, hvordan Nordea, efter at de schweiziske myndigheder i slutningen af 00’erne havde sagt fra over for en finte med refusion af udbytteskat, flyttede sin aktivitet desangående over i fond hos konkurrenten Nykredit. Dét træk er ikke et eksempel på en adfærd, der kun ser grim ud i bakspejlet, fordi normerne i mellemtiden har ændret sig. Allerede dengang havde aktiviteten vakt forargelse, var den kommet til offentlighedens kendskab.

Et pikant element i historien, som Børsen også har fat i, er, at den dengang ansvarlige chef i Nordea var Christian Hyldahl, som i dag er topchef i ATP, hvor han giver den som moralens vogter på fædrelandets vegne. Den vinkel er vigtig – ikke for at bære Hyldahl til skafottet eller at udstille ham som et særligt eksempel på hykleri, men for at illustrere, at det er meget få, der kun er helte eller kun er skurke. Dømmekraft er en nok så vigtig faktor, og den kan også dem, vi har sat til at vogte helligdommene, have mangel på. Det er derfor også kritisabelt, at tv-stationerne, og især DR, som satte det hele i gang, men også TV2 Nyhederne, har ladet historien om Christian Hyldahl ligge.

BØRSEN: HELTEN, DER ER EN SKURK

Også fra en anden vinkel havde Børsen i den forgangne uge godt greb om udbytteskattesagen. Avisen sendte en mand til Malta for at tale med Bradley Birkenfeld – UBS-medarbejderen, der i 2005 angav sin schweiziske arbejdsgiver til de amerikanske myndigheder. Efterfølgende blev der uddelt milliardbøder, og mere vigtigt måtte Schweiz slække på sin berømte bankhemmelighed, så det nu er sværere at bruge landets banker til skatteunddragelse. Birkenfeld fik først 30 måneders fængsel for sin egen medvirken til skattesnyd, og derefter en belønning på over en halv mia. kroner for sin indsats som whistleblower.

Der kom en interessant longread ud af Børsens besøg. Birkenfeld fortæller, at han gik til myndighederne, da det gik op for ham, at UBS havde forberedt sig på at tørre hele ansvaret af på medarbejderne. Alligevel insisterer han på at blive betragtet som altruist. Fængselsopholdet har heller ikke indpodet nogen ydmyghed i ham. Han praler af at have købt først en Porsche, så en til, for at den første ikke skulle føle sig ensom. Birkenfeld er altså så at sige en omvendt Christian Hyldahl – han er en helt, der ved nærmere eftersyn ikke er helt så meget helt alligevel, måske tværtimod. Dermed er han også en påmindelse om, at man lige skal se whistleblowere an, inden man rejser statuer af dem. Børsen kunne godt have gået en anelse mere kritisk til Birkenfeld, men på den anden side kan læserne jo sagtens selv lægge to og to sammen. Eneste spørgsmål, vi gerne lige ville have haft med, er, hvorfor han dog, af alle steder på jorden, valgte at drive sine investeringer ud fra netop Malta.

FLERE MEDIER: RETTELSER OM BECH-BRUUN

Standardrådet til virksomheder, der bliver fanget i en skandale, er, at de skal lægge sig fladt ned. Det var også Bech-Bruuns umiddelbare reaktion, da det i forrige uge blev mistænkt for både at have rådgivet både skattemyndigheder og investorer, der spekulerer i refunderet udbytteskat. Men efter at have tænkt sig om, vendte firmaet 180 grader og krævede nu rettelser fra de medier, der havde fremstillet sagen forkert. Respekt for det. Måske er det et af problemets rødder i alle skandalesagerne, at virksomhederne hele tiden har ledt efter den nemmeste og mest diskrete udgang, og på den måde aldrig har fået sagt hverken fra eller til.

KANAL 5: SAMTIDIG, I SOCIALSTYRELSEN

Kanal 5 er lidt upåagtet, men den laver engang imellem forbløffende god journalistik. Det gælder også interviewet med Britta Nielsens to hæleri-sigtede døtre onsdag aften. Men her er et tip, hvis du kun har set den korte, redigerede version: Se også den lange og uredigerede optagelse af dobbeltinterviewet fra start til slut. Det efterlader et lidt andet indtryk, nemlig at det især er lillesøsteren, der kan få det svært i retssystemet, mens storesøsteren har overskud til at støtte hende. STK