BT gav Lars Løkke frit løb mod mål

Til og med Poul Schlüter holdt Danmarks statsminister hver uge et pressemøde, hvor han og de politiske journalister sad omkring et bord og drak bajere, røg smøger og diskuterede verdenssituationen. Derefter blev de ugentlige pressekonferencer mere og mere formelle, indtil HelleThorning helt afskaffede dem. Så nu har vi den for et demokrati særegne situation, at journalisterne aldrig kan stille face to face-spørgsmål til statslederen, undtagen i nogle få situationer, hvor denne selv har fastlagt en stram dagsorden. Demokratiet overlever vel, men medierne skal naturligvis huske, at de skal tage deres forholdsregler over for enhver magtinstans, der ikke vil forholde sig til kritik.

Det glemte BT, da den forrige uge rapporterede fra Venstres landsmøde. Statsministeren benyttede lejligheden til at skyde spredehagl mod bankerne. ”Ryd op. Nu. Ellers gør andre det for jer,” sagde han blandt meget andet. Det er i sig selv kritisabelt, at en statsminister går ud i et populistisk angreb på virksomheder. For det var, hvad det var – hans beskrivelser er næsten fra ende til anden enten upræcise eller lodret forkerte (læs artiklen her ). Men helt absurd bliver det af, at enhver dansker ved, at Løkke bor i et meget skrøbeligt glashus, når det kommer til skandaler og viljen til at rydde op efter dem.

Det svære, men helt oplagte spørgsmål til den pressekonference, der ikke bliver afholdt, er således, om de mange eksempler på tvivlsom moral og ansvarsfølelse, vi har set i erhvervslivet og centraladministrationen, i en eller anden grad er inspireret af det, danskerne har set fra Løkkes regeringer. Og når pressekonferencen ikke er der, er løsningen ikke bare ukritisk at gengive statsministerens budskaber. Dem kan man slå op på Facebook, på lige fod med alle andre, der kun vil beskæftige sig med sin egen dagsorden.

BØRSEN: EN TAVS MINISTER MED ANSVAR FOR ATP

Troels Lund Poulsen har mere end nogen haft gavn af Lars Løkkes evne til at sno sig. Han var skatteminister i den første Løkke-regering, da Stephen Kinnocks skattesag blev lækket. Det var – uden overdrivelse – et dansk Watergate, hvor sympatisører med regeringen på ulovlig vis skaffede belastende skatteoplysninger om oppositionslederens familie, med henblik på at tilsværte denne. Lund Poulsen havde selv bedt om at se den fortrolige sag, angiveligt for at lære noget om skatteadministration, men der var ikke nogen bevist sammenhæng mellem dette og lækket, og således juridisk frikendt besluttede Løkke, at der heller ikke skulle være nogen politisk konsekvens.

Så Lund Poulsens politiske karriere er fortsat, og i dag er han beskæftigelsesminiser. Som sådan har han ATP under sit ressort, og dermed også pensionsselskabets skandaliserede adm. direktør Christian Hyldahl, der i sin tid i Nordea har stået bag kreativ spekulation med udbytteskatter. Men Børsen kan ikke klemme et synspunkt om hverken sagen eller direktøren ud af ministeren. Man forstår jo så udmærket, at Lund Poulsen ikke vil fældes over en dom over uetisk adfærd, så længe den ikke er direkte ulovlig. Men det havde været bedre, hvis vi havde haft en beskæftigelsesminister, der ikke helt nødvendigvis måtte indtage dette standpunkt, og som dermed var i stand til at optræde som en ansvarlig ejer af ATP.

MAGISTERBLADET: EN FOLKEFJENDE

Som erhvervsjournalist ville man vældigt gerne hente ekspertudsagn fra en klassisk, uafhængig, tweedjakke-klædt økonomiprofessor, der fordelte sin arbejdstid mellem at undervise og at forske. Men dem synes der ikke at være mange af. De synes alle at have bierhverv, eller i hvert fald biopgaver, hos enten erhvervslivet eller myndigheder. Vi bruger dem alligevel som kilder, og vi burde nok oftere nævne deres personlige interesser. Derfor er det da også i sig selv uhyre relevant, når Magisterbladet sætter søgelyset på professor Steen Thomsen fra CBS. Han har bramfrit forsvaret Danske Bank i hvidvasksagen, men samtidig modtager hans afdeling på CBS økonomiske midler fra banken, og han er også via Bestyrelsesforeningen både socialt og økonomisk forbundet til toppen af dansk erhvervsliv.

Men personlige interesser er ikke ensbetydende med, at denne persons synspunkter er forkerte, og endnu mindre at argumenterne er dårlige, og det tangerer det barnlige, når Magisterbladet hidkalder sociologer til at ned- og mistænkeliggøre Steen Thomsens argumentation. Det er også utidigt. Netop i lyset af den hårde kritik, der for tiden bliver rettet mod erhvervslivet, er det vigtigt, at medierne ikke blot isolerer de få, anderledes tænkende som folkefjender, men at de lytter til dem og efterprøver deres argumenter.