RTX leverede et flot 4. kvartal, som sikrede, at man nåede i mål med forventningerne til hel-året. Udsigterne lyder på fortsat vækst, men mulige opkøb kan på kort sigt skabe usikkerhed og øge risikoen en smule.
I 4. kvartal leverede RTX en omsætning på 153,5 mio. kr., svarende til en fremgang på 35%. Det bragte omsætningen for helåret op på 475 mio. kr., hvilket var præcist midt i det udmeldte interval på 460-490 mio. kr.
Forventningerne til det kommende år er en omsætningsvækst på ca. 10% til intervallet 520-550 mio. kr. På EBITDA-niveau forventes en fremgang fra 83,1 mio. kr. til 85-100 mio. kr. Denne forventning er muligvis lidt konservativ, da alene USD-kursen alt andet lige bør medføre en ”automatisk forbedring” på over 5 mio. kr. i forhold til sidste år. Længere nede i resultatopgørelsen på EBIT-niveau er forventningen mere flad på 65-80 mio. kr. mod 74 mio. kr. i 2017/18. Det skyldes bl.a., at udviklingsomkostningerne til headsetsatsningen nu skal afskrives over de kommende år, fordi salget er påbegyndt.
Opkøb lurer
I modsætning til tidligere år bliver der ikke iværksat noget tilbagekøbsprogram i år trods den fortsat store kassebeholdning. Forklaringen er ganske klar i årsregnskabet: Ledelsen er i gang med at undersøge mulighederne for yderligere vækst, og derfor anbefaler bestyrelsen, at der ikke iværksættes et nyt aktietilbagekøbsprogram.
Udmeldingen betyder, at RTX efter mange års flot organisk vækst, nu helt officielt er gået på jagt efter et opkøb, som kan løfte selskabets størrelse yderligere og ikke mindst hjælpe selskabet videre i jagten på skaleringsmuligheder.
CEO Peter Røpke kunne ved præsentationen af årsregnskabet ikke komme det nærmere end at man kigger på en bruttoliste med omkring 30 selskaber. Derudover er det målet, at RTX via et opkøb kan få adgang til produkter og/eller forretningsområder, hvor der kan skabes skalafordele på baggrund af de produkter, og den viden og know-how man allerede har. I udgangspunktet er det derfor ikke en udvidelse af ”ingeniør-time-forretningen” i Design Services, der er på agendaen.
Det handler om skalering
Udover det mulige opkøb handler RTX’ fremadrettede strategi i høj grad om skalering. Det er en langsom og svær proces at skabe vækst via ingeniørtimerne i Design Services divisionen, idet det kræver en kontinuerlig ansættelse og oplæring af ingeniører, som har en helt naturlig kapacitetsbegrænsning. Det er i produktsalget, der ligger skaleringsfordele, som for alvor kan løfte RTX-forretningen videre op over den omsætningsmilepæl på ½ mia. kr., der nås i det nye regnskabsår.
Resultatet af de senere års investeringer i egenudvikling af produkter vil begynde at vise sig i det nye regnskabsår i form af omsætning fra headsetsatsningen.
I forhold til satsningen indenfor e-sport og gaming er visibiliteten i forhold til kundernes produktlanceringer betydeligt lavere hos RTX, som derfor ikke har indregnet noget væsentligt bidrag herfra i årets forventning.
I det afsluttede regnskabsår blev der bogført en samlet royaltyindtægt på 4,4 mio. kr., hvilket dækker over flere produktområder. RTX ligger således fortsat et godt stykke fra det potentiale på op til 50 mio. kr., som på sigt kan forventes herfra.
Der kan altså komme en opjustering herfra, afhængig af hvilken lanceringsstrategi og -timing, som RTX’s kunder vælger.
Samlet set ser vi fortsat positivt på vækstmulighederne i RTX over de kommende år, hvor et betydeligt løft af omsætningen har potentialet til at øge indtjeningen betydeligt. Det kræver naturligvis, at man lykkes med skaleringsstrategien, hvor især de første resultater indenfor kontorheadset vil vise sig i 2018/19.
Vi fastholder vort kursmål, omend vi ikke forventer at se nogen større kortsigtet upside, førend markedet får en tydelig indikation af, at skaleringsstrategien bliver succesfuld.
Børskurs på analysetidspunktet: 174,00 AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 200-220
Læs tidligere analyser af RTX her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her