På kun tre uger er norske kroner blevet styrket med mere end 4 procent. Jyske Bank tror ikke på, at det stærke niveau holder, og forventer på både kort og længere sigt en ny svækkelse af norske kroner. Også Handelsbanken peger på, at norske kroner kan forventes at blive svækket. Begge finanshuse forventer, at den norske centralbank vil sænke renten.
Jyske Bank peger på, at markedet har fejltolket signalerne fra den norske centralbank medio marts, hvor den undlod at sænke renten, og hvor kronestyrkelsen satte ind, og ser flere udfordringer for norsk økonomi. Jyske Bank ser i en ny vurdering norsk økonomi på vej mod et strukturelt skifte, hvor oliesektoren kommer til at bidrage mindre til økonomien end hidtil. Banken forventer således først, at den norske realøkonomi for alvor bliver ramt af det store olieprisfald fra sommeren i år og frem. I den forbindelse peger Jyske Bank på en undersøgelse, den norske centralbank tidligere har lavet blandt en række virksomheder, for at få vurderinger af, hvor hurtigt en faldende oliepris vil få effekt på økonomien. Denne under
søgelse peger netop på, at der vil gå tre-fire kvartaler, før effekten slår igennem på virksomhedernes omsætning. Samtidig vurderede 85 procent af virksomhederne, at et olieprisfald til under 75 USD pr. tønde råolie vil få store negative konsekvenser for de olierelaterede virksomheders omsætning. I praksis er olieprisen faldet langt under dette niveau, og hvis vurderingerne af, hvornår effekten kommer, holder stik, har norsk økonomi stadig det store tilbageslag til gode. Samtidig kan virksomhederne ikke se mulighed for at kompensere ved salg til andre sektorer.
EUR igen under pres
EUR/USD har bevæget sig en smule opad, efter at bunden blev nået ved 1,056. Man bør dog bemærke, at stigningen dels kun har udlignet ca. halvdelen af det fald fra 1,135, som startede i slutningen af februar, og dels endnu ikke har løftet EUR/USD op over 50 dages glidende gennemsnit i 1,106. Begge forhold taler for, at der kun er tale om en korrektion inden et nyt fald.