Politiken: Den glemte BNP-skandale

Tirsdag aften handlede tophi – storien på Politiken.dk om, at nogle fodboldklubber, bl.a. FCK, bruger en skattefinte, når de arbejder sammen med spillernes agenter. En lille sidehistorie meldte om, at Danmark efter finanskrisen har haft større velstandsfremgang end USA. Sådan ser billedet nemlig ud efter endnu en revision af BNP-tallene fra Danmarks Statistik. Denne vinkling, og prioriteringen af de to historier, viser, hvor svært det er at forstå BNP-tallene. Sidehistorien om BNP-tallene burde have taget toppen, hvis man anvender den målestok, som var mest udbredt i gamle dage, nemlig væsentlighed og aktualitet. Historien er faktisk svimlende stor: Med de jævnlige og barokt store revisioner af BNP-tallene har Danmarks Statistik efterhånden meldt sig i rækken af dysfunktionelle offentlige organisationer, der ikke længere er i stand til at varetage alle deres kerneopgaver. Store uhensigtsmæssige beslutninger er truffet, og langtrukkent og kostbart arbejde spildt, fordi man ikke havde det rette talgrundlag. I ugen kom det f.eks. frem, som her refereret i Børsen , at hvis de nye BNP-tal holder, arbejdede Produktivitetskommissionen under falske forudsætninger – produktivitetsudviklingen herhjemme er ikke dårlig, som man troede, men tværtimod god.

Man er nødt til at tage et forbehold, fordi der jo kan komme nye revisioner af BNP-tallene, og fordi de under alle omstændigheder er kommet til at indeholde aktiviteter, der aldrig kommer i nærheden af de danske kyster, som når f.eks. Danfoss i Kina sælger til en kunde i Vietnam. Så det er et åbnet spørgsmål, hvilken realitet BNP-tallene dækker over. Men hvis de holder nu, og hvis de er retvisende, så er det også en væsentlig del af vores selvforståelse, der skal revideres. Det gælder ikke mindst diskussionen om finanskrisen, og hvem der havde skyld i den. Den havde en chokeffekt på den måde, at vi nogle måneder i 2008 og 2009 havde udsigt til en dyb afgrund. Men den førte aldrig til massearbejdsløshed, i forhold til tidligere kriser tvang den kun få familier fra hus og hjem, den blev fornuftigt håndteret i den økonomiske politik, også i en international sammenligning – og nu viser det sig tilsyneladende også, at den kun varede nogle få år. Den kunne for længst været gledet ud af vores bevidsthed, havde Danmarks Statistik blot ikke været lige så dygtige til at beregne BNP-tal, som Skattestyrelsen er til at opkræve udbytteskat.

BØRSEN: EN NY KONJUNKTURINDIKATOR

Børsen er i gang med sin årlige Gazelle-kåring, og hvor nogle af historierne om de små virksomheder er lidt ligegyldige i en nyhedssammenhæng, er andre af dem tankevækkende. Det gælder f.eks. historien om Bryghuset Møn , som har tidoblet sin omsætning på seks år. Altså cirka i den periode, der nu fremstår som årene efter krisen. Måske er her en ide til en ny konjunkturindikator, når BNP-tallene nu ikke virker: Tæl dyre specialøl. Det fremgår, at Bryghuset Møn ikke kan levere til konkurrerende restauranter. Kunderne vil have det eksklusive, selv i ølsortimentet, og det må restauranterne så rette ind efter. Gode og sorgløse tider hersker derude.

BØRSEN: NIELS LUNDES EFTERTANKE

Det siges, at da en tyrkisk sultan engang skulle bygge et palads, mistede bygmesteren grebet om budgettet. Må- ske fordi han var udygtig, måske fordi budgettet var urealistisk. Uanset hvad, så reagerede sultanen ved at kappe hovedet af bygmesteren, for derefter at give ham en fin begravelse og tage sig af de efterladte.

Det er samme skæbne, om end heldigvis i en mere moderne form, der er overgået ATP’s nu fratrådte direktør Christian Hyldahl. Han er vanæret, men han får sin kontraktmæssige efterbetaling, så han og hans familie ikke kommer til at lide nogen nød. Som bekendt var det Dagbladet Børsen, der afdækkede synderne i Hyldahls fortid i Nordea, og det har avisen stor ære af. Det er velgørende at se sober og præcis journalistik, hvor det også lykkes at formidle kompliceret stof. Endnu mere ære får avisen af chefredaktør Niels Lundes klumme om sagen tirsdag, efter Hyldahls afgang. Der er ingen hoveren, men en stille eftertanke. Hvordan skal nutidens direktører vide, hvad der vil være uspiseligt for offentligheden om ti år? Ingen kan spå om fremtidens etik, som Niels Lunde konstaterer. Børsens historier om Hyldahls tid i Nordea åbner flere spørgsmål, end de besvarer, og det samme gælder for så vidt Berlingskes afdækning af Danske Banks hvidvasksag. Sultanens budskab til sit embedsværk med henrettelsen var klart: I skal få det, jeg ønsker, til at fungere. Nu om dage er sultanen en flygtig folkestemning med uklare budskaber og uden fornemmelse for, at der er grænser for, hvor mange rituelle henrettelser, man kan foretage, uden at systemet kortslutter. Sten Thorup Kristensen