Den franske økonom Thomas Piketty, der blev verdens- berømt på sin bog Capital, har skabt opmærksomhed om euroen med sin nye bog, Slaget om euroen. Den findes kun på fransk og tysk og består af en stribe artikler, han har haft i avisen Liberation. Piketty er tilhænger af euroen og det europæiske samarbejde, men han mener ikke, at euroen og Den Økonomiske og Monetære Union kan overleve, hvis de nuværende forhold fortsætter. Hele konstruktionen bag euroen er forfejlet, mener han. Man kan ikke have en fælles valuta uden en stat. Man kan ikke have en centralbank uden en regering. Man kan ikke have en fælles pengepolitik uden en fæl- les finans- og skattepolitik – og uden fælles rentesatser på statsobligationerne.
Den fælles valuta har afløst spekulation mellem de valutaer, som nu indgår i eurozonen, men til gengæld er der nu blevet spekulation mellem forskellige renter i de 17 eurolande. Piketty finder det uholdbart og urimeligt, at f.eks. Tyskland og Frankrig har ekstremt lave rente- satser på under 1 procent, mens de lande i Sydeuropa, der virkelig lider under en gældsbyrde, må betale over 5 procent. Med så store renteforskelle er det umuligt at skabe balance og fremgang i hele eurozonen, mener han. Den fælles centralbanks rente skal slå igennem overalt i zonen.
En renteforskel på 3 procentpoint vil i Frankrigs tilfælde svare til samtlige offentlige udgifter til de videregående uddannelser, forskning, justitsvæsen og arbejdsmarkedsordninger. Det er en dræbende belastning for medlemslandene. En eurozone med så store renteforskelle bliver ikke accepteret i det lange løb, mener Piketty. Eneste løsning er at slå den nationale gæld sammen til en fælles gæld, det vil sige at bruge såkaldte eurobonds, ligesom amerikanerne bruger T-bonds-statsobligationer. Problemet er bare, at det strider mod traktaten for den fælles centralbank, og Tyskland er imod fælles statsobligationer. Piketty si- ger, at hvis den amerikanske centralbank hver morgen skulle følge renten på lokale obligationer i Californien, Wyoming og New York, ville centralbanken ikke være i stand til at føre en konsekvent og rolig pengepolitik.
Derfor bliver EU-landene nødt til at lave en traktat- ændring, så de nationale statsobligationer afskaffes, og så der bliver en type euro-obligationer med den samme rente i hele eurozonen. For at det kan lade sig gøre, må der også etableres en stærk og demokratisk forankret instans, der er ansvarlig for den fælles penge- og fi- nanspolitik. ”Vi må tage et gevaldigt skridt hen imod etableringen af en politisk union og dermed et Europas
Forenede Stater. Ellers vil man før eller siden blive nødt til at tage et gevaldigt skridt baglæns, og det vil ende i en afskaffelse af euroen,” skriver Piketty i den tyske udgave af Slaget om euroen.
Han erkender dog, at det er vanskeligt at ændre EU- traktaten i retning af et føderalt EU. Det vil også være vanskeligt at give Europaparlamentet beføjelser til at styre en fælles finanspolitik, ikke mindst fordi parlamen- tet omfatter lande, der ikke hører til eurozonen. Derfor foreslår han en anden løsning, nemlig at etablere et slags europæisk finans-senat, der skal bestå af medlemmerne af de finansudvalg, der sidder i eurolandenes parlamenter, og som har det afgørende finanspolitiske ord. I stedet for, at de hver især tager stilling til den nationale finanspolitik og indirekte også til EU’s finanspolitik, skal de mødes i et nyt parlament, som udelukkende skal tage stilling til en fælles euro-finanspolitik, herunder skatte- politikken. Dér skal medlemmerne træffe beslutninger med flertalsafstemninger gennem en offentlig, trans- parent og demokratisk debat.
Det er en markant forskel til Det europæiske Råd, hvis beslutninger bygger på princippet om enstemmighed. Så derfor mener han ikke, at finans- og skattepolitikken bør tages i rådet, for så vil der ingenting ske. Pikettys for- slag om et senat er helt nyt i debatten om EU’s fremtid. Men han rokker ikke ved de eksisterende institutioner, men vil give dem nye beføjelser. Et senat, som består af de nationale finansudvalg, kan efter hans opfattelse være kernen i en senere europæisk forbundsregering.
Under eurokrisen har debatten primært drejet sig om, hvorvidt der bør indføres eurobonds til finansie- ring af de kriseramte regioner. Den tyske regering er imod, men de tyske vismænd har dog foreslået af lave fælles obligationer, der skal tage toppen af problemet, nemlig ved at dække den statsgæld, der ligger over EU- grænsen på 60 procent af BNP. Piketty mener blot, at det vil være et problem at indføre fælles euro-obligationer, hvis ikke magtapparatet er på plads, det vil sige fælles beslutninger om finanspolitikken. Han mener ikke, at det i sig selv vil føre til en fuldstændig ens finans- og skattepolitik i medlemslandene. Når landene har en regel om, at budgetunderskuddet ikke må være større end 3 procent, må det være op til de enkelte lande, hvor store offentlige udgifter, de vil have.
Thomas Piketty, Die Schlacht um den Euro, forlaget C.H.Beck.
