Modsat en del andre selskaber, der bevidstløst køber egne aktier tilbage, har UIE taget en aktiv beslutning om at stoppe det igangværende program, fordi aktien efter deres målestok er blevet for dyr. Det gav anledning til kursfald, som betød at aktien snart er ved at være ”for billig” igen.
Investeringsselskabet United International Enterprises (UIE) iværksatte i marts måned et aktietilbagekøbsprogram med det formål at indsnævre den ”holdingrabat”, der eksisterer mellem markedsværdien af UIE og markedsværdien af selskabets aktiver, som i al væsentlighed er børsnoterede selskaber eller kontanter.
Det væsentligste aktiv er delejerskabet af børsnoterede UP Berhad, som ejer en række plantager i Malaysia og Indonesien, og udgør omkring ¾ af værdien af UIE’s aktiver. Dertil kommer en pæn kassebeholdning på omkring 100 mio. USD og et lille ejerskab på 1,8% af investeringsselskabet Melker-Schörling, der ejer aktieposter for henved 70 mia. SEK i en række børsnoterede svenske selskaber.
Holdingrabatten i UIE er indsnævret betydeligt de senere år, hvor man har haft tilbagekøbsprogrammer kørende, og i forbindelse med 3. kvartalsregnskabet den 20. november meddelte UIE, at man ville stoppe det igangværende tilbagekøbsprogram, da holdingrabatten var blevet reduceret til et niveau omkring 15%.
Aktiekursen var da 1.465, og den implicitte ”fair værdi” kunne beregnes til 1.724 kr. Regnskabet afslørede i øvrigt også, at holdingrabatten kunne beregnes til 18% ved udgangen af september 2018. Vi har på baggrund af aktie- og valutakursernes udvikling siden den 20. november set et mindre fald i UIE’s fair værdi, som vi på den baggrund anslår er faldet til omkring kurs 1.700. Med en opdateret aktiekurs på 1.315 betyder det, at holdingrabatten allerede igen er udvidet til over 20%.
Størstedelen af det seneste kursfald i UIE-aktien indtraf i øvrigt på selve dagen, hvor man meddelte, at aktietilbagekøbsprogrammet blev stoppet, fordi holdingrabatten havde nået det nævnte niveau.
Det kan synes lidt paradoksalt, at meddelelsen om et programs overflødighed er med til at annullere selvsamme overflødighed. Det hænger dog fint sammen med vor seneste omtale i april 2018, hvor vi konstaterede at opstarten af tilbagekøbsprogrammet kickstartede UIE’s aktiekurs. Ligeledes må det også forventes, at annulleringen af et tilbagekøbsprogram har den modsatte effekt.
Skal tilbagekøbsprogrammet startes igen?
På spørgsmålet om hvorvidt tilbagekøbsprogrammet er sat på pause og kan genaktiveres, hvis holdingrabatten når et givent niveau, forklarer UIE’s adm. direktør Ulrik Juul Østergaard til ØU Formue, at man ikke kan sætte et safe-harbour tilbagekøbsprogram på pause. Det er med andre ord afsluttet. Han bekræfter også, at holdingrabatten er steget, siden programmet blev afsluttet. I forhold til genopstart af et nyt program, konstaterer Ulrik Juul Østergaard, at det skal meddeles via en børsmeddelelse, og han har ikke for nærværende nogen kommentar til om et nyt program vil blive iværksat, hvis holdingrabatten når et givent niveau.
Det vil efter vores vurdering virke lidt useriøst at opstarte et nyt program med det samme, og vi ser det som naturligt at tage problematikken op til overvejelse igen ved fremlæggelsen af årsregnskabet for 2018.
Vi fastholder vores kursmål fra sidst på 1.450-1.500, som afspejler en holdingrabat på 15% og så en stor tiltro til stabiliteten i de underliggende aktiver. Med det seneste kursfald er der igen et potentiale i aktien på omkring 10% til vores kursmål. Vi anerkender risikoen i ejerskabet af Melker-Schörling-porteføljen i disse tider, men på den anden side ser vi også en spændende udvikling i det største aktiv UP Berhad, hvor et stort plantageopkøb vil udvide landarealet med over 10%. Opkøbet ventes at falde på plads i 1. kvartal 2019.
Børskurs på analysetidspunktet: 1315,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 1450-1550
Læs tidligere analyser af UIE her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her