Zetland: Som man råber i skoven

Når en bank skal reddes af det offentlige, skal de øverste 100 i organisationen gøres personligt, økonomisk ansvarlige. Det er et af syv forslag til reformer af den finansielle sektor, som personer med forskellige tilgange stiller i en artikel i Zetland. Afsenderen til dette forslag er journalist, forfatter og antropolog Joris Luyendijk. Det er tilsyneladende gået hen over hovedet på ham, at staten ikke tabte penge på at redde banker under finanskrisen, men tværtimod tjente godt på det. Selv boet efter Roskilde Bank er nu gået i plus. Samtidig sikrer nye regler, at banksektoren selv betaler for konkurser. Forslaget er altså et slag i luften og baseret på uvidenhed.

Det går bedre, men ikke meget, med de øvrige seks forslag. Som man råber i skoven, så får man svar. Advokaten (Jacob Høeg Madsen fra Kromann Reumert) foreslår en smiley-ordning for finansielle institutioner, den compliance-ansvarlige (Kadja Lorenz med en baggrund i bl.a. Nykredit og UBS) vil have bedre uddannelse af compliance-ansvarlige, professoren med speciale i finansiel regulering (Jesper Rangvid) vil styrke tilsynet, især Nationalbanken, lektor Ole Bjerg fra foreningen Gode Penge, der mener, at penge bliver skabt af centralbanker, vil have en e-krone og branchemanden (Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark) benytter lejligheden til lidt lobby og vil give bankerne mulighed for at udveksle kundeoplysninger med hinanden. Hvad blockchain konsulenten (Simon Ousager) foreslår, må på nuværende tidspunkt være overflødigt at nævne.

Et fællestræk for forslagene er, at de gavner afsenderne på bekostning af bankkunderne, der får højere omkostninger, mindre privatliv og færre muligheder for at låne penge, og at lovgivere og myndigheder er friholdt for ethvert ansvar. Man kan så argumentere for, at danskerne til gengæld vil få en mere ansvarlig banksektor. Men det er her, Joris Luyendijks misforståelse kommer ind i billedet: Bankskandalerne kostede ikke staten penge, men staten blev tvunget til at stille garantier for bankerne på flere tusinde milliarder kroner. De gamle systemer med statsfinansierede bankkrak er et andet resultat af finanskrisen og ny lovgivning. De nye såkaldte afviklingsmekanismer for kuldsejlede banker skal netop friholde statskassen. Samtidig virker det journalistisk slapt at vælge syv, der er i byen efter mel til egen kage.

ECONOMIST: DEN GLEMTE EMU-BOBLE

I 1989 kostede et emu-par – en strudseart – i Texas få hundrede dollar. Fem år senere kostede det 50.000 dollar. Atter fem år senere kunne man få det for 10 dollar. Tro det eller lade være, men det skyldtes ifølge The Economisten emu-boble, der blev pustet op og sprang igen. I en tid, hvor aktiemarkedet er højt oppe, men vakler, er det godt (endnu en gang) at blive mindet om, hvor nemt forfængelighed og udsigten til nemme penge kan drive et marked på vildspor.

I emu-boblens tilfælde opstod den ide, at strudsefuglens fedtfattige kød var en glimrende substitut for oksekød, og da et par emuer i løbet af ti år teoretisk set kan blive til næsten 40.000, virkede investeringen ikke uoverkommelig. Imidlertid havde de nye emu-farmere glemt, at selv den bedste vare skal markedsføres, og at enhver produktion kræver kompetencer. Emuer er ikke helt enkle at håndtere. De er høje som en voksen mand, de løber 50 km i timen, og de sparker hårdt. Så når de slap ud af indhegningen, og farmeren skulle indfange dem igen, kunne det blive ganske spektakulært. Emu-produktionen hørte altså op igen, men hvis du nu får lyst til en emu-bøf, så fortvivl ej. Dyret lever vildt i Australien og stortrives i en grad, så landet i 1932 satte militæret ind mod dem i det, der er kaldt ”den store emu-krig”. Som Economist konstaterer – dén krig vandt emuerne.

Sten Thorup Kristensen