Analyse: Hvis regeringen, herunder finansministeren og transportministeren, vil tage sin egen nye medicin med de præciserede anbefalinger om statens udøvelse af ejerskabet i de statslige selskaber, er der lagt op til en masseudskiftning i DSB’s bestyrelse. Som bekendt fremlagte Finansministeriet forleden en opdateret 82 siders gennemgang af ”Statens ejerskabspolitik” overfor statens selskaber. De seneste anbefalinger var fra 2004 og stærkt forældede, hvilket Økonomisk Ugebrev har påpeget talrige gange.
På lange strækninger er der virkelig tale om en modernisering af anbefalinger om god selskabsledelse i statsselskaberne, i hvert fald, hvis det skrevne ord og de gode hensigter faktisk bliver fulgt. En spændende lakmusprøve bliver, hvordan transportministeren vil forholde sig til sammensætningen af bestyrelsen i DSB, som slet ikke er fulgt med den almindelige professionalisering af fagkompetencer i de større børsnoterede selskaber. DSB’s bestyrelse mangler helt tunge transportkompetencer, og der er fortsat to medlemmer fra tiden under DSBFirst-skandalen, hvor bestyrelsen fuldstændig svigtede sin kontrolopgave.