En af de mest brugte ord i de netop offentliggjorte ejeranbefalinger for statens selskaber er ”armslængdeprincippet”. Bestyrelse og direktion skal drive selskabet, medens staten – i form af ejerministeren – skal være en aktiv ejer. Det lyder kønt. Men indholdet af anbefalingerne viser, at den ideelle model gennemhulles på en række områder. Der er ikke armslængde mellem ejeren og selskabet, skriver bestyrelseseksperten teddy Wivel i denne gennemgang af de nye anbefalinger for statslige selskaber.
I realiteten har ministeren mulighed for at blande sig i bestyrelsens arbejde stort set efter forgodtbefindende. Bolværket mellem virksomhederne og det politiske system vil være bestyrelsesformanden. Det vil være en overordentlig krævende opgave, som fordrer stærke personligheder. Og spørgsmålet er, hvem der har lyst til at sidde på en sådan post, med den offentlighed, som de helt eller delvist statsejede virksomheder altid vil være omgærdet med?
