Børsen: Corydons forståelse og ansvar

Bjarne Corydon blev, også her på siden, mødt med en del skepsis og knubbede kommentarer, da han tiltrådte som chefredaktør på Dagbladet Børsen. Overgangen fra at være de facto-leder af centraladministrationen til at stå i spidsen for det førende erhvervsmedie syntes brat. Men man må lade manden, at han med sin erfaring er i stand til at give et perspektiv på den offentlige sektor, som er interessant set i lyset af denne sektors skandaler. I lederen onsdag forsvarer han de udskældte bonusordninger til offentlige chefer: Hvis man vil udvikle den offentlige sektor, må man også have chefer, der er villige til at løbe en risiko, og det forudsætter, at de ikke bliver sendt tomhændede ud i vinternatten, hvis det går galt, og deres karriere og omdømme bliver ødelagt. Det er logisk og ligefremt, og helt de samme principper, som gælder i den private sektor, og det tager altså en Corydon at stå op mod den nok forståelige, men også populistiske vrede over, at skandaleramte direktører får en pose penge med på deres vej ud af svingdøren. Problemet med bonusser ligger, når de bliver givet uden en god grund. Dem er der så en del af, også i staten, og også fra Corydons tid som finansminister. Det kommer han så desværre ikke nærmere ind på i lederen.

RITZAU: THORNINGS ERFARINGER

Formelt har Corydon som bekendt aldrig været øverste chef i centraladministrationen. Det var i hans tid Helle Thorning-Schmidt, og hende er der også nyt om: Hun skal ind i bestyrelsen i Vestas, oplyste Ritzau fredag morgen. Ritzau skal have nyhederne hurtigt ud, så ingen kritik herfra af, at bureauet i første omgang nøjes med at holde mikrofonen for Vestas. Men der er basis for mere. Tre begrundelser for valget af Thorning oplyses: Hun går ind for bæredygtighed, hun har ”omfattende viden om statsregulerede industrier”, og hun har erfaring med at lede komplekse organisationer. Alle går ind for bæredygtighed, og Thornings regering var i sandhed kompleks, men hun viste ikke store evner til at lede den. Således er kun den midterste begrundelse relevant. Så hvad man står med her, er den ucharmerende trasken frem og tilbage mellem myndigheder og virksomheder: De samme personer, der indfører regulering, kan bagefter gå ud i erhvervslivet og tjene godt på at tumle den selvsamme regulering.

WEEKENDAVISEN: FILANTROPI OG DEMOKRATI

Det er ikke nemt at være moderne erhvervsleder. Det forventes af dem, at de viser samfundsansvar, men de har heller ikke fred, selv om de gør det og uddeler milliarder af deres overskud. Weekendavisen refererer således i sidste uge to nye, amerikanske bøger, der argumenterer for, at virksomheders støtte til godgørende formål er udemokratisk. Giver virksomheder f.eks. penge til skoler, får de også indflydelse på, hvordan samme skoler fungerer, og dermed er de med til at ”undergrave offentlig velfærd og skævvride demokratiet”. Intet mindre. Naturligvis er filantroper ikke hævet over kritik, men i situationen kunne man nu også godt ønske sig, at Weekendavisen havde været kritisk over for de to forfattere. Fører man deres tanke til ende, er det udemokratisk, hver gang en person eller en virksomhed bruger penge på andet end sit eget, snævre privatforbrug. En samfundsorden, hvor borgerne ikke må investere, filantropisk eller ej, er kommunistisk, og man kan da godt argumentere for, at dét er mere demokratisk end kapitalisme. Men det har også sin rå side, og det bliver illustreret af det eksempel på dansk filantropi, Weekendavisen bruger i sit anslag: Novo Nordisk Fondens nyligt annoncerede bevillinger til flygtninge, herunder måske til flygtninge i Danmark. Så altså, når politikere bestemmer, at flygtninge skal leve kummerligt, så er det udemokratisk, hvis en privat kapitalejer arbejder for noget andet? Dén påstand skal vist tænkes igennem igen.

FINANS.DK: KRITIK AF WHISTLEBLOWEREN

Harold Wilkinson er whistlebloweren, der har afsløret hvidvaskskandalen i Danske Banks estiske filial. Men tidligere i forløbet har han selv søgt at undgå, at ledelsen i København skulle have mulighed for at rydde op. Det fremgår af mails, som Finans.dk har læst og på glimrende vis skriver om. Wilkinson har også været en flittig kilde for pressen, og for os er det en evig balancegang, at de kilder, der venligt giver os fortrolige oplysninger, også har deres egne ikke altid helt fine interesser. Måske er det også tilfældet i Finans.dk’s og Børsens artikler om fremtiden for det konkursramte BR Legetøj. Igen, artiklerne er i sig selv bestemt interessante. Men hvem har f.eks. haft interesse i – og tilladelse til – at fortælle avisen detaljeret om f.eks. Salling Groups strategiske handlinger på legetøjsmarkedet? Sten Thorup Kristensen