Mystikken stiger om Top-Toy – og om konkursloven

Salling Group betalte 205 mio. kroner for værdierne i konkursboet efter Top-Toy, herunder 25 mio. kroner for brandet BR. Det skriver Børsen , der angiveligt har den ellers fortrolige oplysning fra flere kilder. Det er symptomatisk for dækningen af konkursen. Formelt er det meste hemmeligt, men uden for citat har kilderne plapret løs, så især Børsen har kunnet holde os løbende underrettet om, hvad der sker.

Hemmelige kilder er nødvendige, men de kommer også med en pris – nemlig at de forventer ikke at blive omtalt alt for kritisk, og at de naturligvis har en egen interesse, som man som medie så fremmer. I sagen om Top-Toy er det fremgået, at kuratellet har hastet processen igennem, og det må næsten nødvendigvis have medført en lav pris på aktiverne. De cirka 300.000 kr. pr. vognlæs legetøj, man nu kan regne ud, der er tale om, synes da heller ikke af meget. Men hvorfor dette hastværk? Der er trods alt lang tid til næ-ste jul. Har prisen været lavere, end den behøvede at være, er det kreditorerne, der lider tab. Til gengæld vil andre så have vundet. Mon ikke disse andre er blandt de plaprende? Alt i alt har det været uskønt at overvære, og noget tyder på, at konkursloven, eller i det mindste håndhævelsen af den, godt kunne trænge til en revision.

Noget andet mystisk er den pris, der angiveligt er sat på selve varemærket og figuren Fætter BR. Hvorfor skal den adskilles fra prisen på varelageret? Rent kommunikativt passer det godt ind i den sentimentale linje om den gamle legetøjskæde, som især tv-stationerne har budt ind med. Men her på stedet vil vi nu gerne vædde en stor æske Duplo på, at BR-mærket aldrig vil blive kaldt til live igen. Indsatsen kan forhøjes til to æsker Duplo, og en badebold oveni, hvis det kan fås til konkurspriser.

WA: NÅR MEDIER DYRKER POPULISME

Tidens populisme er født ud af den måde, finanskrisen for ti år siden blev håndteret på. Det er budskabet i sidste uges kronik i Weekendavisen , og hvor der kan være noget rigtigt i dette, så er stort set alle kronikkens faktuelle, økonomiske argumenter forkerte. Nogle eksempler: Jo, der blev i høj grad ført ekspansiv finanspolitik i krisens første år. Nej, der mangler ikke jobs i dag, men tværtimod arbejdskraft. Og jo, pengene fra den ekspansive pengepolitik med en ekstremt lav rente fører i høj grad til investeringer, hvilket man bl.a. kan forvisse sig om ved at se på byggeaktiviteten i de større byer.

Fejlene er opsigtsvækkende, fordi kronikkens forfatter, Niels Westergaard-Nielsen, er professor ved CBS. Man undres over, hvad han mon lærer sine elever. I denne sammenhæng bidrager han til en dolkestødslegende, som vi i dag ved ikke holder vand. I flere år var BNP-væksten tilsyneladende lav, men disse tal fra Danmarks Statistik viste sig at være skrupforkerte, og med det datagrundlag, vi nu har, kan vi se både den daværende SSFR-regering og virksomhederne gjorde det langt bedre, end de fik anerkendelse for, mens det hele stod på. Selv om det ”kun” er en kronik, bør medier overveje, om de fortsat vil give plads til den slags, i hvert fald uden at kommentere det. Ellers risiker de selv at skabe den vrede og populisme, de skriver om.

BØRSEN: TRUMP HAR RET

I forlængelse af ovenstående skaber det også vrede og populisme, når medierne kun beskæftiger sig med Trumps særheder og usympatiske træk, og befolkningen efterlades med det indtryk at fanden er løs i Det Hvide Hus. Vi må endnu vente nogle år med at kunne vurdere hans præsidentskab overordnet, men der er en sandhed, som danske medier har ondt ved at fortælle: At der er ræson i meget af det, Trump gør, og at han tilsyneladende også har en heldig hånd med en del af det. Derfor ros til Børsen for forrige fredag at skrive om, at DI’s tyske søsterorganisation stiller sig på USA’s side i den truende handelskrig mod Kina – med det argument at kineserne ofte overtræ-der WTO-reglerne. Direkte adspurgt mener hjemlige DI noget af det samme. Virksomhederne, derimod, klapper i. De ved godt, at de kinesiske magthavere også læser danske aviser; eller i hvert fald får refereret, hvad der står i dem. Denne sammenhæng mellem WTO-overtrædelser og at selv store virksomheder bliver kujoneret til at tie stille om det, er mindst lige så skræmmende som præsidenten med det orange hår, selv på hans dårlige dage.