AP Pension vinder igen i år Økonomisk Ugebrevs rating af de bedste kommercielle pensionsselskaber. Kåringen er baseret på svar fra 525 pensionsopsparere i det årlige Pensionssurvey. Topdanmark og Alm. Brand deler andenpladsen. Ligesom sidste år er Danske Bank-ejede Danica branchens dumpepeter.
I forhold til Økonomisk Ugebrevs rating af de bedste kommercielle pensionsselskaber sidste år er der ikke sket de store rokader i rangordningen. AP Pension vinder solidt over de mindre spillere, Topdanmark og Alm. Brand, hvor vurderingerne er baseret på knap tyve svar. I dette års survey er vurderingerne af PFA Pension og Danica Pension baseret på ca. 150 svar, med lidt flere til PFA end til Danica.
Ligesom i sidste års survey er der meget stor forskel på bedømmelserne af de to markedsledende kommercielle pensionsselskaber, idet den samlede score for Danica er 2,81, på en skala fra ét til fem, med 3,0 som en middelværdi. Det Danske Bank-ejede pensionsselskab scorer altså under middel, og det er der ingen af de andre store kommercielle selskaber, der gør. Danica fik særligt en skuffende lav karakter på det målepunkt, der handler om investeringsafkast. Danicas kunder er tydeligvis meget skuffede over investeringafkastet i 2018, og på dette må-lepunkt scorer AP Pension og Alm. brand betydeligt over middel, mens PFA Pension ligger lige over middel.
På målepunktet ”service og rådgivning” scorer Danica og Velliv (tidligere Nordea Liv & Pension) middelkarakterer, mens PFA, AP Pension, Alm. Brand og Topdanmark ligger solidt over en middelkarakter.
Generelt er tilfredsheden med at have pensionsopsparing i et kommercielt pensionsselskab i gennemsnit noget højere end at have pensionsopsparing i bankerne.
Hver sjette pensionsopsparer forventer, at fusioner bliver en ulempe
Økonomisk Ugebrev har i det årlige Pensionssurvey stillet følgende spørgsmål om, hvordan danskerne ser på de seneste store fusioner blandt de store kommercielle pensionsselskaber. ”Er det din forventning, at det samlet set vil blive en forbedring eller en ulempe for pensionskunderne, at Danica har overtaget SEB Pension og AP Pensionhar overtaget Skandia Pension? (svækket konkurrence og højere priser, eller øget stordrift og lavere priser)”
På det overordnede spørgsmål svarer 73 procent, at de hverken ser det som en ulempe eller en fordel for dem selv. 7 procent ser fusionerne som en stor fordel, og 15 procent vurderer, at det er en stor ulempe.
Økonomisk Ugebrev har også spurgt, hvordan tidligere kunder i henholdsvis Skandia og SEB vurderer overtagelserne: I SEB ser 15 procent det som en stor ulempe at blive overtaget af Danica, mens ingen ser det som en stor fordel. En del respondenter siger retfærdigvis, at de endnu ikke kan vurdere effekten. Men der er generel skepsis over Danicas evne til at skaffe gode investeringsafkast.
Af de tidligere kunder i Skandia ser ca. 10 procent overtagelsen som en stor fordel, og lige så mange som en stor ulempe.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her