Manglende konsolidering i banksektoren kan de næste år give oplægget til den næste danske bankkrise. Med 69 danske banker får sektoren stadigt sværere ved at opretholde en lønsom forretning. Ikke mindst på grund af pres fra alle sider: Nye data viser, at bruttoudlånet skrumper, rentemarginalen falder fortsat, gebyrer er vigende, tabshensættelserne er på vej op, og omkostningerne står i stampe.
Nationalbankens aktuelle data for udlånsudviklingen, rentemarginalen og kursudviklingen for danske bankaktier taler sit tydelige sprog: I nordisk og europæisk sammenhæng står den danske banksektor foran nogle vanskelige år, hvor de svageste vælter omkuld eller bliver overtaget i en tilstand af dødskramper.
Aktiekurser banket ned
Selvom der er markant færre banker i Danmark i forhold til for ti år siden, er 69 stadig for mange, vurderer eksperter. De danske bankregnskaber for tredje kvartal var en kæmpe skuffelse, men fjerde kvartal bliver endnu ringere. Og de næste år bliver heller ikke gode.
De professionelle aktieanalytikere har for længst fældet dommen, og de har hen over efteråret sendt bankaktierne på den værste glidetur, siden optakten til bankkrisen med start i 2009.
De vigende aktiekurser kommer i kølvandet på en udvikling, hvor aktieanalytikerne har nedjusteret deres forventninger til bankernes overskud, ikke kun i 2018, men også de næste to år. Heller ikke her ses samme nedjusteringer for de øvrige nordiske storbanker og europæiske banker. Får analytikerne ret i deres forudsigelser, er der udsigt til en meget svag udvikling i de danske banker også de kommende år.
Nationalbankens data viser, at den danske banksektors samlede udlån i november 2018 var 50 mia. kr. mindre end i samme måned året før. Bruttoudlånet er dykket fra 2237 mia. kr. til 2188 mia. kr, hvor faldet særligt er sket i årets sidste kvartal, og det vil med stor sikkerhed ramme toplinjerne i de kommende kvartals- og årsregnskaber.
Samme billede viser Nationalbankens data for udviklingen i rentemarginalen, hvor de nyeste data for november 2018 viser den laveste marginal i mange år. I november var banksektorens gennemsnitlige rentemarginal på 2,45 procent, i forhold til 2,74 i november 2017. Det svarer til et fald på over 10 procent. Især rentemarginalen på nye erhvervsudlån er styrtdykket, fra 1,4 procent til 0,5 procent, hvilket kan afspejle et stigende konkurrencepres om de bedste udlån.
Som et supplement til denne udvikling er det positivt, at den gennemsnitlige udlånsmarginal på nye udlån til husholdninger igen er stigende. Med andre ord er der grund til at tro, at bankerne med størst vægt på erhvervsudlån alt andet lige vil blive ramt hårdest af denne udvikling.
Færre gebyrer
For gebyr- og provisionsindtægter ser udviklingen også meget negativ ud. De to største indtjeningsgrupper, nemlig gebyrindtægter på låneomlægninger og værdipapirhandel, tager med stor sikkerhed et gevaldigt dyk i årets sidste kvartal. Som indikation på omfanget af låneomlægninger viser data fra Finans Danmark for lånetilbud , at aktiviteten i november og december 2018 lå ca. 20 procent lavere end i samme periode 2017.
På samme vis var omsætningen af danske aktier på det danske aktiemarked i årets sidste kvartal markant lavere end fjerde kvartal 2017, med et fald på ca. 15 procent, og aktiehandlen var på niveau med et magert tredje kvartal 2018, efter at den danske aktiehandel i første halvdel af året lå betydeligt højere end året før. De danske aktieejere har altså i høj grad siddet på hænderne og ventet på bedre tider. For året som helhed endte den danske aktieomsætning marginalt højere end året før, på grund af det gode første halvår.
Forvarslerne er allerede startet
Forvarslerne om et svagere fjerde kvartal end forventet er tidligere kommet fra Danske Bank og Sydbank, der for et stykke tid siden nedjusterede deres forventninger til årets overskud. I meddelelsen fra Danske Bank , oplyses, at ”nedjusteringen skal ses i lyset af udfordrende forhold på de finansielle markeder i 4. kvartal 2018. Det har især påvirket handelsindtægter på obligationsmarkederne negativt, men også de performancerelaterede gebyrer er negativt påvirket.”
Sydbank oplyser , at ”udviklingen på de finansielle markeder medfører, at 4. kvartal 2018 forventes et negativt beholdningsresultat samt en handelsindtjening, som er lavere end normalt.”
Aktieanalytikerne har for længst set, at de danske banker over en bred kam mister lønsomhed. Siden foråret er de fleste bankaktier faldet dramatisk i værdi, og mange bankaktier handles i dag til langt under den bogførte egenkapital. Investorer og aktionærer tror altså ikke på, at bankerne kan levere et tilfredsstillende afkast på den investerede kapital, og det vil også kunne give bankerne udfordringer med at skaffe ekstern kapital til at styrke soliditet og nye kapitalbuffere.
Aktiekurserne på danske bankaktier har udviklet sig markant svagere end eksempelvis norske og svenske bankaktier, og analytikerne tror ikke på, at de danske bankers lønsomhedsproblemer er forbigående. Analytikerne har helt frem til og med 2020 nedjusteret deres forventninger til bankernes overskud, og hvis tendensen fortsætter, bliver der tale om egentligt faldende overskud.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her