Den nye adm. direktør for PFA pension, Allan Polack, fortæller i dette interview, hvorfor han har været meget synlig i mediebilledet de seneste uger, og hvorfor han synes, at der er nødvendigt at pudse PFA og branchen af. I fortsættelse stiller vi ham spørgsmålet: Kan han gøre en (positiv) forskel for branchen? Umiddelbart er svaret ja.
ØU: I en kommentar i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev stillede journalist Carsten Vitoft blandt andet spørgsmålet: Hvad kan Allan Polack gøre for pensionsbranchen? Og nu stiller jeg spørgsmålet direkte til dig: Hvad kan du gøre for pensionsbranchen?
”Blandt andet kan jeg bruge nogle af de erfaringer, jeg tager med fra ”min gamle verden,” nemlig asset management. Dér har vi været gennem en strukturel forandring, fra at være en meget dansk fokuseret forretning til at blive en europæisk industri. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi i den danske pensionssektor, som er meget, meget dansk, bliver bedre til at forstå de europæiske tendenser og påvirkninger, og hvad vi kan lære udefra. Jeg tænker dels på det investeringsmæssige, hvor fokus på illikvide investeringsaktiver kommer til at fylde mere og mere. Og dels omkring det regulatoriske og hvordan vi påvirker det.”










