Bogen om Anker: 70’er-diskussion om ØD kan inspirere i dag

Det var ikke kun socialdemokraterne, der ønskede økonomisk demokrati (ØD) – de borgerlige partier gjorde det også. De ville på den måde styrke virksomhedernes legitimitet og omdømme i befolkningen. Måske var den tanke værd at vende tilbage til, skriver journalist Sten Thorup Kristensen i denne anmeldelse af bogen Anker Jørgensens tid 1972-1982.

Økonomisk Demokrati stod højt på Anker Jørgensens politiske dagsorden, men som bekendt blev det aldrig til noget. Men med lidt mere kompromisvillighed kunne han formentligt have samlet et flertal, endda med helhjertet opbakning fra de borgerlige partier. I så fald havde virksomheder som Danske Bank, Novo Nordisk og Lego i dag haft medarbejderne på gulvet som en af de store aktionærgrupper.

Sådan lyder vurderingen i det nyligt udkomne bind om Anker Jørgensens tid, i serien ”De danske ministerier”. Som tidligere omtalt i boganmeldelsen om Poul Schlüters tid, var det i 80’erne, at velfærdsstatens bærende institutioner og normer blev skabt. I 70’erne er vi tilbage i fortiden. Her var den økonomiske politik præget af lange, teknokratiske, planøkonomiske og i dag i vidt omfang uforståelige diskussioner. F.eks. skulle folketingsmedlemmerne tage stilling til, om der nu gik 3 eller 4 kg. korn til produktionen af 1 kg. svinekød. Det havde betydning for, hvad produktionsstøtten til sidstnævnte skulle være.

FRYGT FOR SAMMENHÆNGSKRAFTEN

Men selvom det er fortid, ligner det på én måde meget nutiden: Dengang var samfundet under hastig forandring, og det knagede i sammenhængskraften. Den ene svage regering afløste den anden, og politikerne famlede i blinde.

Alle var klar over, at de stod midt i en brydningstid, og at hvis samfundet skulle holde sammen, var det nødvendigt at få alle med. Derfor havde også både Venstre og De Konservative variationer over økonomisk demokrati i deres programmer. Poul Schlüter gik på et landsmøde i begyndelsen af 70’erne så vidt som til at sige, at ”det er nødvendigt at omforme det gamle privatkapitalistiske system til et mere moderne privatøkonomisk samfund. Det må være vor opgave at omforme udviklingen sådan, at den ikke blot bliver til rigdom for dem, der er i forvejen er rige. (…) Den private ejendomsret har ikke længere overlevelsesmuligheder, såfremt der ikke sker en spredning af den.”

Det lyder jo som et ekko af de diskussioner om formålet med og berettigelsen af virksomheder, vi også har i dag. Og måske er det værd at vende tilbage til tanken om ØD.

I mellemtiden har Anker Jørgensens regering skabt Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og Schlüter har stået fadder til arbejdsmarkedspensionerne. Begge dele har været store succeser og har vist, at lønmodtagerne er fuldt kapable til at forvalte ejerskabet i virksomheder. Men ejerskabet er så spredt, at få føler nogen personlig involvering, hverken på godt eller ondt. Måske havde det været mere bevendt, hvis lønmodtagerne var gjort til direkte medejere af de virksomheder, de arbejder i. Hvordan havde hvidvaskskandalen f.eks. set ud, hvis 30 procent af aktierne i Danske Bank var ejet af nuværende og tidligere medarbejdere?

SKØNHEDSFEJL

PFA har i forbindelse med sit 100 års jubilæum i 2017 støttet de to nyeste udgivelser i serien om De danske ministerier. Det tilsvarende har koncernen – dengang under navnet Pensionsforsikringsselskabet – gjort ved 50- og 75 årsjubilæerne. Hvis ellers verden står, kan vi altså om et kvart århundrede vente udgivelser om Nyrups, Foghs, og måske Løkkes og Thornings tid.

PFA fortjener anerkendelse for at bekoste disse opsamlinger af dansk politisk historie. Men bindet om Anker Jørgensens tid har nogle skønhedspletter, der gør det lidt mindre velegnet til at være et egentligt hovedværk om perioden. Der er et par citatfejl i de indledende afsnit, hvilket vidner om, at forfatteren har taget den på hukommelsen, i stedet for at bruge de få minutter på at få fakta på plads. Det har forhå-bentligt ikke været den gennemgående arbejdsmetode.

Dertil kommer, at det er helt uforståeligt, at forfatteren ikke i højere grad hæfter sig ved valutakurspolitikken. Som det bliver fremhævet, var Anker Jørgensen i lange stræk en god statsminister. Når han i dag har ry for det modsatte, er det fordi han i den grad kvajede sig med små og drypvise devalueringer, som fjernede tilliden til kronen og sendte renten op omkring 20 procent. Det havde nær sendt Danmark ud over den dengang meget omtalte afgrund.

Thorsten Borring Olesen: Anker Jørgensens tid. 1972-1982. Gads forlag.