Anmeldelse: Det gik endnu værre til i Dong, end man lige havde troet: Selskabets tidligere bestyrelse og topchef fremstår ikke godt i en ny e-bog.
Når titlen er ”Eldrups kamp – og slaget om Dong,” så forventer man en slags partsindlæg, i hvilket Dong Energys fyrede tidligere topchef får lejlighed til at forklare, hvorfor han er blevet dårligt behandlet. Og det er e-bogen af Toni Yde Mørup på sin vis også. Men den er heldigvis så nuanceret, at den langt fra fremstiller Anders Eldrup som en forfulgt uskyldighed. Den giver læserne mulighed for at spørge sig selv om, hvor godt Dong egentlig blev ledet i Eldrups og bestyrelsesformand Fritz Schurs periode. Den peger på alvorlige svagheder hos ikke blot topchefen selv, men også hos ejeren, repræsenteret af Finansministeriet, og i særdeleshed hos bestyrelsen.
Lad os blot tage Eldrup først. Her fremstår topchefen som en mand, der i for høj grad ledede ved hjælp af sine favoritter, guldfuglene eller barylerne, og ikke gennem de koncerndirektører, der officielt var ansat til at bære ansvaret. Man får et billede af en koncernleder, der så stort på andre direktørers bekymringer over den mærkelige ledelsesform og den eksorbitante aflønning af favoritterne, og som med egne ord fuldstændigt ”jordede” finansdirektøren og andre, når de advarede om, at Eldrups og favoritternes beregninger af risikoen ved deres store projekter var uholdbare.
Bestyrelsen havde åbenbart også følt, ”at Eldrups hold havde fremlagt investeringer og projekter, der var så fremskredne, at bestyrelsen ikke kunne andet, end at godkende dem”. Bestyrelsen havde således, ifølge bogens kilder, en ”fornemmelse af at være blevet forført ind i nogle store projekter,” og den var i stigende grad bekymret over virksomhedens drastisk voksende gæld. Ifølge daværende bestyrelsesmedlem Lars Nørby Johansen overlod Anders Eldrup også reelt ledelsen af vinddivisionen til en af sine favoritter, selv om bestyrelsen to gange havde sagt nej til idéen. Bogen antyder indirekte, at Dong havde en topchef, der fandt det vanskeligt at samarbejde konstruktivt med andre end sin egen favoritklike.
Men det fører naturligvis straks videre til spørgsmålet om bestyrelsens rolle. Hvorfor førte bekymringen i bestyrelsen ikke til en alvorlig diskussion om ledelsesmetoder og strategi i Dong Energy? Hvis denne diskussion var endt i en ”ærlig uenighed,” kunne bestyrelsen jo have fyret koncernchefen på det grundlag. Lars Nørby Johansen er i bogen citeret for, at han tog nogle bekymringer om strukturer op med andre bestyrelsesmedlemmer, ”som ikke lyttede,” og ”det var smadderirriterende.”
Bogen efterlader et mærkværdigt indtryk af, at bestyrelsen ikke magtede eller ville en grundig diskussion om virksomheden, ledelsen og dens planer, selvom bekymringen voksede. Dermed retter den undrende opmærksomhed sig ikke mindst mod bestyrelsesformand Fritz Schur, der alene sad på kommunikationen med virksomhedens ejer, staten i form af Finansministeriet, men sandelig også mod erfarne erhvervsfolk som Nørby Johansen og Novo Nordiskchefen Lars Rebien Sørensen, som også sad i bestyrelsen.
For Anders Eldrup endte Dong-tiden med det – med Nørby Johansens formulering – ”uskønne” forløb i 2012, hvor Eldrup blev fyret, fordi han ikke havde fortalt bestyrelsen om favoritternes meget generøse løn- og bonuspakker. Dermed skulle han ifølge bestyrelsen have misligholdt sine forpligtelser. En voldgiftsret nåede imidlertid senere frem til den meget mildere formulering, at han havde udvist et fejlskøn, og at han havde ret til hele sin fratrædelsesgodtgørelse på 8,7 mio. kr.
Er et ”fejlskøn” nok til en fyring? Det er det vel, hvis fejlen er én af en lang række. Men sådan blev fyringen af Anders Eldrup ikke begrundet. Man fristes til at spørge, om det mon var fordi, at ejeren og bestyrelsen – hvis de havde givet udtryk for bredere utilfredshed med Eldrup – så med rette kunne spørges, hvorfor de ikke tidligere havde reageret med klare advarsler til topchefen og med en mere aktiv stillingtagen til strategi og ledelsesformer. Havde bestyrelsen brug for en ”rygende pistol” i form af misligholdelse, hvis den skulle tage et opgør med den blandt politikere og embedsmænd så beundrede Eldrup?
Mistanken om, at bestyrelsen benyttede ”fejlskønnet” til at slippe af med en topchef bestyrkes af, at Fritz Schur ifølge bogen tilsyneladende et par måneder før skandalen om guldfuglenes lønforhold, var ved at undersøge mulighederne for at Henrik Poulsen kunne blive ny chef for Dong.
