Høj løn er selvfølgelig ikke det eneste, der afgør sagen, når dygtige topembedsmænd i det offentlige flytter til det private erhvervsliv. Men at det gør det lettere for erhvervslivet at trække de dygtigste ”modspillere” og ”vagthunde” over på deres side, er der næppe tvivl om, lyder vurderingen fra headhuntere. Debatten om, hvorvidt det er for let for det private erhvervsliv at styrke sig selv og svække offentlige ”modspillere” er igen blevet aktuel, efter at Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard nu skifter til at være førstemand i Finansrådet. Ved dette skifte kan han lægge mere end 1 mio. kr. oven i sin årsløn, lyder vurderingen fra headhuntere. Problemstillingen er relevant, fordi der på én gang sker det, at myndighederne mister vigtige profiler og fagkompetencer, og at det private bliver markant styrket. Det er i hvert fald tilfældet med Ulrik Nødgaard, som har vundet stor respekt for en integritet i forhold til den finansielle sektor, som ikke er set siden Eigil Mølgaard, Finanstilsynets direktør til 1995. Bankerne har ikke overraskende klaget over den skærpede myndighedsregulering, som finanskrisen dog har dokumenteret behovet for.
