ALK-Abelló leverede sidste år fire opjusteringer. Og at dømme efter CEO Carsten Hellmanns retorik fortsætter opjusteringerne i år. Vi er allerede et vækstselskab også uden USA, sagde han på investorkonferencen efter årsregnskabet.
”Vi er allerede et vækstselskab i dag, og vi vil også få succes i USA. Det vil blive et add on,” sagde CEO Carsten Hellmann på investorkonferencen i sidste uge, hvorved han understøttede formodningen om, at ALK kan præsentere betydeligt bedre end den langsigtede målsætning om en årlig salgsvækst på 10 procent. Allerede i dag ser ledelsen en omsætningsvækst på 10 procent i år, i forhold til en flad omsætning fra 2017 til 2018 på 2,9 mia. kr. – i forlængelse af overgangsåret med en ny salgsstrategi. Carsten Hellmann indledte præsentationen med at udtale, at ALK er nået langt det seneste år, og at selskabet nu er parat til at høste på den nye platform. Årets udmeldte forventning om en omsætning mellem 3,1 og 3,3 mia. kr. er baseret på et stærkt scenarie, et basisscenarie og et svagt scenarie. Men det bør bemærkes, at basisscenariet svarer til 10 procents omsætningsvækst, hvorved tallet vil lande omkring 3,2 mia. kr.
De tre scenarier
Det svage scenarie er baseret på et stort set uændret tabletsalg i USA, mens det stærke scenarie med over 10 procents omsætningsvækst er baseret på ”moderat” vækst i tabletsalget i USA samt øgede markedsandele og stabile priser på de øvrige hovedmarkeder udenfor USA. Basisscenariet med 10 procent salgsvækst skal også ses i lyset af fortsatte rationaliseringer i produktporteføljen. Det afspejler endnu højere vækst i de langsigtede allergiprodukter, altså tabletsalget, som modsvares delvist af SLIT drops, der også sidste år blev reduceret markant.
Ledelsen forventer et EBITDA-resultat (driftsresultat før afskrivninger) på 100-200 mio. kr, efter plus 136 mio. kr. sidste år. Driftsresultatet løftes kunstigt med 40 mio. kr. af effekten af IFRS 16 omkring ændret bogføring af leasing. Så det sammenlignelige EBITDA-resultat forventes løftet mellem 60 og 160 mio. kr. i år.
Her skal dog tages hensyn til ”signifikant” øgede omkostninger til produktudvikling, herunder udviklingsprojekter i R&D (392 mio. kr. sidste år), og moderat øgede omkostninger til salg og markedsføring (1137 mio. kr. sidste år), som koster på EBITDA.
Vi skønner, at der er tale om øgede omkostninger i størrelsesordenen 100 mio. kr, som altså er ekstraomkostningerne til at udvikle virksomheden. Tidligere er oplyst, at R&D ville udgøre 400-600 mio. kr. i 2018-2020. Justeret herfor ventes EBITDA at blive op til 260 mio. kr.
Ledelsen har det som en udmeldt forventning, at lønsomheden i ALK efter 2020 skal løftes til et niveau, som er normen for specialiseret farma. Implicit ligger deri, at målsætningen fra 2021 er en EBITDA-overskudsgrad på ca. 25 procent, svarende til et driftsoverskud før afskrivninger på over 750 mio. kr. i 2021 eller senere. Ifølge analytikernes aktuelle konsensusestimater vil ALK i 2020 være godt på vej med en marginal på 10 procent og en omsætning på knap 3,6 mia. kr. Og for 2021 ser analytikerne et overskud på 24 kr. per aktie.
Tablet-kampagne kører
Omkring den store kampagne mod 30.000 allergikere i USA oplyste Hellmann på konferencen, at man fortsat er i starten af kampagnen, og at tabletsalget vokser med tocifrede rater, men fra et lavt udgangspunkt. Ifølge regnskabet var det samlede salg i USA sidste år 583 mio. kr., stigende fra 131 mio. kr. i første kvartal til 161 mio. kr. i årets sidste kvartal.
”Det er rigtigt, at vi ikke ser en ketchupeffekt fra kampagnen i USA. Men det havde vi heller ikke forventet. I vores perspektiv arbejder vi efter en langsigtet plan, og vi følger den plan, og vi optimerer hele tiden. Vi ser en stigende accept fra lægerne omkring partnerskab med os. Vi ser et pick up i antal patienter til mellem 10.000 og 20.000 patienter (mod 5.000 i 2018. red).”
ALK præsterede i 4. kvartal et lille, positivt EBITDA, hvilket var i overensstemmelse med den senest udmeldte forventning: Salget i årets sidste kvartal blev 787 mio. kr, hvilket er betydeligt højere end i de foregående kvartaler, men både salgsomkostninger og R&D-omkostninger var ligeledes betydeligt højere end i de tidligere kvartaler.
Spørgsmålet er nu, om Carsten Hellmann kan fastholde stimen af opjusteringer fra sidste år. I markedet er der udbredte forventninger om, at det kan han.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her