ECB’ nærmeste fremtid er udfordrende

For en centralbank, der ofte tildeles i hvert fald en del af æren for at have reddet euroen fra kollaps i årene fra 2010-2013, kan man kun sige, at der i hvert fald ingen chance er for, at den kommer til at hvile på laurbærrene: Den fælles valutas vogter står overfor en række endog meget store udfordringer i den kommende tid, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne analyse.

Det er som udgangspunkt klart, at det markante fald i den europæiske vækst i andet halvår af 2018 betyder, at enhver tanke om rentestigninger eller slankning af ECB’s balance nu må være udskudt til tidligst ultimo 2020. Mario Draghi vil med andre ord træde tilbage i oktober, helt uden at have prøvet at hæve de europæiske renter.

Samtidig har eurozonens regeringer sparket etableringen af et nyt eurozonebudget, eller i hvert fald et meningsfyldt finanspolitisk instrument, til politisk hjørnespark. Det har signaleret, at ECB, også når den næste økonomiske kontraktion i eurozonen kommer, vil være det primære makroøkonomiske skjold mod en større økonomisk nedtur.

INNOVATION PÅKRÆVET

Desværre synes det givet, at ECB til den tid vil starte med korte renter på nul, eller meget tæt på, hvorfor deres monetære stimulans nødvendigvis må komme via pengepolitiske tiltag, som sænker den lange ende af rentekurven. Det vil med andre ord sige, at ECB vil blive tvunget til igen at innovere og opfinde nye pengepolitiske instrumenter, eller i det mindste gøre f.eks. PSPP-programmet endnu mere lempeligt, for at udfylde sin makroøkonomiske rolle. Men uanset hvad må det være klart for alle, at ECB’s pengepolitiske arsenal vil være langt mindre effektfuldt, end det var i den seneste krise. Mario Draghi reddede måske nok euroen, men hans efterfølger vil få svært ved at give den europæiske økonomi den nødvendige stimulus.

Det rejser naturligt nok spørgsmålet om, hvilken effekt rotationen i toppen af ECB vil have for den kommende tids pengepolitik. Den forventede udnævnelse af den irske centralbankchef Philip Lane til Peter Praets efterfølger som ECB’s cheføkonom er her givet gode nyheder, da

Lane er en glimrende økonom og ganske tæt på Draghis pengepolitiske filosofi. Men det store spørgsmål er jo, hvem der vil efterfølge Mario Draghi som ECB-præsident? Det spørgsmål er fedtet gevaldigt ind i europæisk politik i 2019, da EU jo skal udnævne ikke færre end tre nye præsidenter i andet halvår af 2019. EU-valget og valget af den nye EU-kommissionsformand kommer før udløbet af Draghis tid på topposten i ECB. Således vil det nye EU-parlament og den nye kommissionsformand diktere, hvem Draghis efterfølger bliver.

DET BLIVER EN TYSKER

Her er det givet, at Angela Merkel næppe vil have politisk gavn af udnævnelsen af endnu en ”ersatzdeutsche” som ECB-chef, som da Wim Duisenberg først fik jobbet i 1999. Det er til syvende og sidst Tysklands tur denne gang, og f.eks. en finne vil næppe være acceptabel i Berlin, hvis altså Macron får sin foretrukne kandidat valgt som ny kommissionsformand først.

Når man samtidig gør sig klart, at det reelt er et krav, at den nye ECB-chef er national centralbankchef i eurozonen, kan man reducere spørgsmålet om Draghis efterfølger til, at enten bliver tyske Manfred Weber ny kommissionsformand og François Villeroy de Galhau, chefen for Banc de France, ny ECB-præsident, eller også bliver Macrons kandidat – hvad end der er Michel Barnier eller Margrete Vestager – ny kommissionsformand, og derfor Jens Weidman den næste ECB-chef.

Her må man så gøre sig klart, at selv centralbankchefen kun er en stemme ud af 23 i ECB’s regerende råd, hvorfor f.eks. Weidman som ny ECB-chef ikke alene vil kunne stramme ECB’s pengepolitik. Faktisk vil han formentlig være en meget svag præsident. Spørgsmålet er derfor snarere, om den næste ECB-chef vil være lige så innovativ som Mario Draghi i sit nye embede, for at sikre euroens trivsel og opfylde sit mandat.

Her er det igen gode nyheder, at Peter Praet allerede har fået en kapabel efterfølger, ligesom Benoit Coueres givetvis franske efterfølger, f.eks. den nuværende OECD-økonom Laurence Boone, også ville kunne styrke ECB’s nødvendige evne til at tænke pengepolitisk ud af boksen i de kommende år.