AaB kom ud af 2018 med et stort tocifret millionunderskud, og det bliver ikke bedre i 2019. Ny strategiplan giver ikke grundlag for økonomisk optimisme.
I AaB’s årsregnskab 2018 præsenteres strategiplanen NORDKRAFTEN, men når man skræller kliché-erne væk (”Vi brænder for AaB”, ”Vi holder vores aftaler”, ”Vi taber og vinder sammen” osv.) er der meget lidt tilbage.
Udover at AaB’s sportslige målsætning defineres som en placering i Top 6 er det mest interessante, at man fremover vil have større fokus på salg af spillere til udlandet som en fast del af forretningsgrundlaget.
Det er i praksis en tilbagevenden til den strategi, som en stribe danske fodboldklubber satsede på, da de lod sig børsnotere. Det endte med en stribe økonomiske katastrofer, og bl.a. AaB gjorde det på et tidspunkt klart, at en sådan strategi ikke var holdbar i længden. Man besluttede derfor at udvide indtægtsgrundlaget, så man ikke var afhængig af spillersalg for at holde økonomien sammen.
Det viste sig at være endnu mindre levedygtigt, og AaB har gentagne gange i sin tid som børsnoteret selskab været nødt til at hente store tocifrede kapitaltilførsler for at redde selskabet.
Der er stadig penge i pengetanken
På trods af et bragende millionunderskud i 2018 er vi endnu ikke nået dertil, hvor AaB igen skal ud og skaffe kapital. Det skyldes dels, at AaB har en stor pengetank at tære på, som blev skabt i 2014 gennem et kapitaltilskud på 74 mio. kr. samt deltagelse i Champions League, og dels at man har formået at udligne et driftsunderskud på 46,4 mio. kr. de seneste fire år med et overskud fra spillersalg på 44,1 mio. kr.
De seneste år har AaB ellers officielt opereret med en målsætning om et nulresultat med en Top 6 placering uden transfer- og europæiske indtægter, men som regnskabstallene viser, har det i adskilllige år vist sig blot at være tomme ord. I praksis er den nye strategi derfor en formulering af den praksis, som man – i strid med den officielle målsætning – allerede har arbejdet efter i flere år.
Problematisk økonomisk strategi
Med de aktuelle internationale priser på fodboldspillere er det sandsynligt, at AaB de nærmeste år kan holde klubben kørende ved at dække et løbende driftsunderskud med spillersalg og træk på kassebeholdningen.
Men den strategi er usikker i længden, da den dels forudsætter, at det er sælgers marked, og dels at man selv har et tilstrækkeligt værdifuldt spillermateriale at sælge ud af.
Og så er den til en vis grad selvimodsigende, da den forudsætter at man løbende svækker sig selv sportsligt ved salg af de bedste spillere. Dermed bliver det markant vanskeligere igen at opnå den internationale sportslige succes, som kan skabe de store indtægter man delvist har levet af de seneste fire år.
I 2019 er budgettet lagt efter den nye strategi, og her budgetterer man med et underskud på 15-20 mio. kr. inkl. spillersalg, men ekskl. europæisk deltagelse. Dermed kan vi altså se frem til et 2019, hvor AaB finansierer et massivt underskud med træk på kassebeholdningen.
Der er ikke noget i den meget luftige strategi, som giver grund til at tro på en markant forbedring af økonomien fremover, og vi betragter sandsynligheden for, at AaB indenfor de næste 3-5 år igen bliver nødt til at skaffe ny kapital som stor.
Børskurs på analysetidspunktet: 111,50
AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): N/A
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her