Nykredits topchef Michael Rasmussen optrådte for nylig som formand for Finans Danmark på brancheforeningens årsmøde med en tale, der virkede som noget af en bodsgang. Mens det var nemt nok for Michael Rasmussen at sige ”undskyld” på sektorens vegne, burde han måske også kigge lidt indad, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.
Michael Rasmussen var ved årsmødet usædvanlig klar i mælet. Blandt andet sagde han: ”Vi skal aldrig sætte profit før etik. Vi skal tænke grundigt over formålet med vores virksomhed, og hvordan det formål bidrager til, at vi løfter vores samfundsopgave. Målestokken må altid være den samme. Alle tvivlsomme forhold – uanset hvor og hvornår de er foregået – kan ikke isoleres. De vil altid falde tilbage på den enkelte banks, sektorens og Danmarks omdømme. Ingen er stærkere end det svageste led.”
”Det spørgsmål, vi skal stille os selv foran spejlet, er derfor et, der begynder med ”bør vi?” og ikke ”kan vi?”, sagde han også. Det interessante spørgsmål er naturligvis, om Michael Rasmussen har stået foran spejlet og stillet sig selv dette spørgsmål: Bør vi i Nykredit-systemet virkelig anvende alle de udemokratiske virkemidler, som vi kan udtænke, for at fastholde magten hos den nuværende ledelse af Nykredit og Forenet Kredit? Er det virkelig fair og ordentligt?
Udefra ser det bestemt ikke kønt ud, det der foregår omkring demokratiet i ejerforeningen bag Nykredit, som i bund og grund er ejet af 800.000 låntagere. Økonomisk Ugebrev har i en artikelserie beskrevet de udemokratiske forhold i foreningen, som ejensynligt alene har til formål at holde flertallet fra magten. Økonomisk Ugebrev har tidligere i et survey spurgt låntagere i Nykredit og Totalkredit om deres opbakning til den siddende ledelse. Konklusionen var faktisk ret rystende: 61 procent af låntagerne var mod den børsnotering, som først langt senere blev aflyst.
I disse dage sker valget til Forenet Kredits repræsentantskab i det østjyske område, og efter det oplyste har Nykredit denne gang samlet opbakning fra nær og fjern, blandt andet også blandt ansatte i de mange provinsbanker i Totalkredit-samarbejdet. Det er klart, at den store finansvirksomhed har organisatoriske muskler til at samle kræfter blandt mulige støtter, mens alle andre holdes på afstand af valgprocessen af et forældet valgsystem.
Derfor er resultatet næste givet på forhånd: De siddende magthavere vil vinde solidt. Fordi de kan. Men bør de også sætte demokratiet ud af kraft på den måde? Er det moralsk og forretningsetisk i orden? Er det meningen med foreningsdemokratiet, at den siddende magtelite udnytter sine ressourcer til at bibeholde magten? Er det den rigtige vej til at ”løfte” samfundsopgaven?
Michael Rasmussen sagde også på årsmødet: ”Det er os, der på ny skal gøre os fortjent til omverdenens tillid.” Vores svar er: Enig.
