I sidste uge valgte vi at sælge ud af to af modelporteføljens store positioner. Begge salg skete med stor profit, og vi har derigennem nedbragt investeringsgraden yderligere, da vi ikke har tilkøbt nye positioner i den forgangne uge.
Vi solgte 3.000 aktier i Cantargia og reducerede dermed positionen fra 12.500 stk. til 9.500 stk. Efter en god kursstigning var positionen blevet så stor, så vi valgte at reducere, således at den kom tættere på en vægt i porteføljen på 10%. Vi realiserede med salget en kursgevinst på 113,6% efter et betydeligt kurstab på SEK. I ren svensk regning var der tale om en kursgevinst på omkring 140%. Det er vigtigt at understrege, at salget udelukkende handler om risikoreduktion, og ikke om en mindsket tro på selskabets potentiale. Det understreges naturligvis også af, at aktien fortsat er en markant position i porteføljen.
Salget lidt skævt timet, da Cantargia få dage efter annoncerede en rettet emission, der gav selskabet 106 mio. SEK og blev fuldtegnet af institutionelle investorer til kurs 16,02 SEK. Kursen steg pænt ovenpå emissionen, hvilket vi ser som et sundhedstegn, da det er ikke altid normalen.
Samme overvejelse om risikonedbringelse lå bag salget af 350 aktier i Immunovia. Gevinsten her var noget mindre, omend den stadig var meget pæn. Salget realiserede en gevinst på 75% i dansk regning, og 85% i svensk regning, hvilket fortæller, at vi også her blev ramt af et pænt fald i SEK-kursen i ejerperioden.
I resten af porteføljen skilte en aktie sig særligt ud – Zealand Pharma. Efter lang tids tilløb formå-ede den endelig at lægge solid afstand til kurs 100 i opadgående retning. Stigningen blev især foranlediget af en flot partnerskabsaftale på 4 ukendte targets med amerikanske Alexion, som udløste en upfront-betaling på 25 mio. USD for det første og væsentligste target. De resterende 3 targets vil hver især udløse 15 mio. USD, hvis Alexion går videre med dem. Nu og her følger der også yderligere 15 mio. USD i kapitalindskud via en rettet emission, som blev gennemført til en overkurs – kurs 123 kr. Vi forventer snart at reducere lidt i Zealand-positionen – igen udelukkende af risikohensyn.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.