De seneste to uger har været fremragende for modelporteføljen. Afkastet år-til-dato tog et kvantespring til 31% fra sidste opdaterings 17,1% og blev dermed næsten fordoblet efter pæne stigninger til flere af de større positioner udover en fantastisk gevinst på den mindre position i Nuevolution.
8. marts åbnede vi en halv position i Nuevolution med forventning om at åbne en halvdel mere senere. Af forsigtighedsgrunde nåede vi aldrig at åbne den anden halvdel, da vi i går blev overhalet indenom af selskabet. Det er ingen hemmelighed, at vi investerede med en forventning om en snarlig partneraftale på baggrund af en solid udvikling i de selskabets prækliniske kandidater. Det viste dog i stedet at blive vekslet til et fornemt opkøbstilbud på hele selskabet fra en af selskabets partnere AMGEN, som dermed slipper for at skulle betale et anseeligt millionbeløb i milestones og license-fees.
Mens det på den ene side er lidt vemodigt, at vi aldrig får det fulde potentiale at se udfoldet, er det naturligvis umuligt at være utilfreds med en budpræmie på hele 169% i forhold til den seneste kurs. Vi timede vort indkøb endnu bedre, idet vi købte ind på kurs 11, og kan dermed se frem til at realisere en gevinst på 195 % før evt. valutakurstab, når aktierne bliver indløst til forventeligt 32,50 SEK.
Nuevolution var ikke ene om at gøre en god figur i porteføljen i den forgangne periode. Porteføljens 2 store positioner i Zealand Pharma og Immunovia steg begge med næsten 10%. Især Zealand Pharma er inde i en god periode, og som det fremgår af forsideanalysen er der fortsat et godt potentiale i aktien.
Bavarian Nordic klarede sig også flot ovenpå onsdagens regnskab for 1. kvartal 2019. Aktien fik lidt tiltrængt luft efter en længere periode med kurspres, og det var interessant at notere en solid overvægt af nettokøb fra ”anonymous”. Det kan indikere at de store shortfonde er begyndt at reducere i short positionerne. Vi er stadig på udkig efter et fordelagtigt tidspunkt at udbygge positionen på, så den når en vægt omkring 10%.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.