Finans.dk: Kvindehørmen i Royal Arena

Når man kan få 11.000 mennesker, bare i Danmark, til at betale fra 3.500 kr. og opefter for at lytte til et interview med sig selv – så er man populær. Det formåede Michelle Obama tirsdag i Royal Arena i København. Men ifølge Finans. dk kølnedes begejstringen undervejs. Den tidligere præsidentfrue sagde ikke andet end trivialiteter, og f.eks. Anja Monrad, vicedirektør for Dell, beskrev oplevelsen som ”at være tvunget ind i en rigtig dårlig mødregruppe”. Der var dog ingen, der havde tvunget hende, og Monrad synes blot ikke have sat sig ind, hvad det var for et arrangement, hun (eller Dell) havde købt billetter til: Det var beskrevet som ”en intim samtale”. Og over for et så stort publikum kunne ingen vel forvente, at intimiteten skulle forstås bogstaveligt. Eller at der skulle afsløres hemmeligheder fra den politiske top i USA. Desuden havde udenlandske medier, som her Vox , uden de store omsvøb beskrevet, hvad man kunne forvente sig.

Som det fremgår af denne uges DirektørRating, er der endnu langt mellem de kvindelige topledere i store børsnoterede virksomheder. Men i niveauet lige under er der masser af kvinder, og der er nok til, at der på godt og ondt findes en kultur omkring kvindelig ledelse – det ”onde” er pendanten til det, der beskrives som mandehørm på ledelsesgangen, hvor mænd har en fordel, ikke fordi de er dygtige ledere, men fordi de er gode til at begå sig socialt i logen eller på golfbanen. Arrangementet i Royal Arena synes at have været kvindehørm for fuld udblæsning. Ser man på det som medie, er det naturligvis relevant at anmelde arrangementet, og at gøre det kritisk. Men man må absolut også være kritisk over de spidser fra politik og erhvervsliv, der har været selvhøjtidelige nok til at tro, at det med intimiteten skulle forstås bogstaveligt.

Bortset fra det siger Michelle Obamas turné bestemt noget meget spændende om den tid, vi lever i. Hun vender hjem som milliardær. I en hvilken som helst storby i Vesten kan man samle titusindvis, der vil betale eksorbitante billetpriser, blot for en illusion om nærhed til hende.

JOHAN SCHRØDERS NEKROLOGER

En af de helt store i dansk erhvervsliv, Johan Schrøder, døde forrige fredag. Få personer når i deres karriere at skabe mere værdi for Danmark, end han gjorde. Som ejerleder gjorde han Radiometer til en verdensvirksomhed, der indbragte 4,4 mia. kroner ved salget i 2004. I sine sidste fire år som direktør var han også formand for DI. Efter salget af Radiometer var han i en årrække formand for kapitalfonden Axcel, som han i en pionerindsats også havde været med til at stifte, ligesom han sad i bestyrelsen for tænketanken CEPOS. Undervejs blev han også ridder af 1. klasse af Dannebrog.

Ovenstående er refereret fra Børsen og Finans.dk , der imidlertid begge springer let og elegant hen over et uomgængeligt punkt i Schrøders levnedsbeskrivelse: Som ung var han også ejer og direktør i våbenproducenten Werja. Den solgte han gennem en stråmand til en udlænding, hvilket dengang var ulovligt. Salgsprisen blev officielt holdt kunstigt lavt, med den hensigt at unddrage sig skat. Det var svært at bortforklare, for FE aflyttede af andre grunde en af de telefonsamtaler, han havde om det. Noget af den ikke-beskattede fortjeneste fra salget blev placeret på en bankkonto i Schweiz, som dengang stadig var et effektivt skattely. De forskellige ulovligheder kostede en dom på otte måneders betinget fængsel. Straffen blev ifølge en gammel artikel i Information mildnet af, at sagen kom for retten lang tid efter, at begivenhederne havde fundet sted. FE ville ikke have den for dem ligegyldige skattesag frem, før de var færdige med aflytningerne.

Nekrologer er en følsom genre. Afdøde skal naturligvis beskrives for sine positive meritter, og negative sådanne skal kun med, hvis de er nødvendige for, at det samlede billede er retvisende. Det var dommen mod Schrøder, specielt i betragtning af, hvordan man i dag sender erhvervsledere ud i mørket for langt mindre entydige forseelser. Disse nutidige normer er især medierne med til at understøtte, så det er påfaldende, når de er for konfliktsky til blot at nævne de mørke sider af Schrøders virke. Aner man et ubehag ved den moral, de selv forfægter til hverdag over for nutidens erhvervsspidser? Eller er det bare blevet for svært at håndtere, at mennesker er mennesker, og at et levnedsforløb består af både godt og skidt? For fuldstændigheden skal nævnes, at Ritzau omtalte dommen i sin nekrolog, som bl.a. Berlingske bragte på sin hjemmeside.

Sten Thorup Kristensen