Jeudan aflagde regnskab for 1. kvartal i onsdags, og det blev ganske som forventet et pænt regnskab, der i høj grad understregede, at 2015-udsigten ser helt realistisk ud, og den blev da også fastholdt.
• EBVAT-resultatet (resultat før kurs- og værdireguleringer og skat) blev på 137 mio. kr., og der var betydelig fremgang at spore målt i forhold til både 1. kvartal 2014 (96 mio. kr) og 4. kvartal 2014 (118 mio. kr). Et EBVAT-resultat på 137 mio. kr. svarer til 26 % af helårsforventningen, og uagtet at man ikke kan lave denne direkte multiplikation med 4, så peger det i retning af at vi lander i den øverste del af intervallet.
• På udlejningsfronten er der gennemført genforhandlinger og nyudlejning for 34 mio. kr. i årlig husleje mod 23 mio. kr. i 1. kvartal 2014. Det afspejler sig i udlejningsprocenten, som også er en god måde at vurdere koncernens drift på.
• Opgjort på lejeværdi er udlejningsprocenten i 1. kvartal øget fra 93,9 % ultimo 2014 til 95,0 % ultimo 1. kvartal 2015. Tomgangen i København er nede på 3,1 %, mens tomgangen i Jeudans (få) ejendomme uden for København er på 11,6 %.
• Endelig kunne man i regnskabet også melde om stigende priser på velbeliggende ejendomme, som følge af et lavt udbud og stor efterspørgsel grundet lav rente og lav inflation. Vi har tidligere set Jeudan frasælge et par ejendomme, og med en gunstig prisudvikling ville vi ikke blive overrasket, hvis vi så et par frasalg i kølvandet på de mange opkøb i 2014.







