Boganmeldelse: Novo Nordisk er unik – men hvorfor?

Novo Nordisk har langt hen ad vejen fortjent ryet for at have en høj etik. Men medicinalvirksomhedens topledelser har gennem årtier haft evnen og viljen til at træffe hårde strategiske beslutninger, og det har i et globalt perspektiv gjort virksomheden enestående. Læs her journalist Sten Thorup Kristensens anmeldelse af Hanne Sindbæks bog, den første, der fortæller Novo Nordisks samlede historie.

Hvis ikke før, så stod det med fusionen mellem Novo og Nordisk i 1989 klart, at selskabet var et af de få, der ragede op i det dengang herskende danske industrilandskab af små virksomheder. Målt på mængder sad Novo Nordisk på over halvdelen af verdensmarkedet for insulin, og for en dansk virksomhed var det enestående, markedets størrelse taget i betragtning.

Siden er sensationen blevet global. Novo Nordisk er et af meget få eksempler på, at en europæisk virksomhed tager den globale førertrøje, nu også målt i værdi, i hård kamp mod store amerikanske rivaler. Novo Nordisk er i dag lige akkurat i top 20 blandt verdens største medicinalvirksomheder. Men positionen er skabt uden at deltage i den omfattende konsolidering i branchen. Ellers havde Novo Nordisk i dag været en af de absolut største i sin branche, hvis ikke dén største. I virkeligheden er det en fantastisk historie.

Så meget mere underligt er det, at denne historie først nu bliver fortalt. Det er sket med den nye bog ”De renfærdige”, skrevet af freelancejournalist Hanne Sindbæk, som tidligere har været tilknyttet Økonomisk Ugebrev. Det store spørgsmål er, hvorfor netop Novo Nordisk altid har været i stand til at præstere det, som ingen andre kunne? Hanne Sindbæk peger på to faktorer: Dels det evige spænd mellem de enormt mange penge, der er i insulin, og den følsomme etik om samme. Det var især tungt i begyndelsen, hvor man bogstaveligt talt skulle beslutte, hvem der skulle reddes først af den nye vidundermedicin. Men også i dag bliver forskningsdirektøren bleg, når han har igangsat kliniske test med tusindvis af patienter, og han så får et telefonopkald om, at der muligvis er en kræftrisiko ved stoffet.

Den anden faktor er evnen og viljen til at lære af egne fejl, og som bogen skrider frem, fremstår dén som den mest betydende. De etiske dilemmaer var også gældende for alle de andre insulinproducenter, der poppede op i begyndelsen af 20’erne, og som Novo Nordisk siden har udkonkurreret. Og så renfærdigt er selskabet da heller ikke, fremgår det. Novos topfolk har aldrig været hævet over at bruge grovfilen, hverken overfor hinanden eller overfor modstandere i omverdenen. Bare som et enkelt eksempel søgte ledelsen i fusionsåret at banke det dengang nystiftede Neurosearch i jorden med ufine juridiske kneb. Det skete i et anfald af menneskeligt forståelig, men ikke sagligt velbegrundet, vrede.

Men i det store billede har Novo Nordisk altid været i stand til at træffe de hårde strategiske beslutninger, og at gøre det i god tid. Eksempelvis da man med ét hug lukkede højprofitable forretningsgrene, først for p-piller, siden penicillin, fordi man indså, at det eventuelt kunne give sikkerhedsmæssige problemer. Men bedste eksempel er måske, at Mads Øvlisen i 70’erne formulerede værdier for Novo, som var den klart største af de senere fusionerede virksomheder. Dét træk var langt forud for sin tid.

”De renfærdige” er ikke den store historiefaglige afhandling om Novo Nordisk, og den foregiver heller ikke at være det. Hanne Sindbæk fanger i stedet historien om de personer og dynamikker, der har gjort Novo Nordisk til det, virksomheden er i dag. Det er elementært spændende, næsten som en god roman. Man kan indvende, at de sidste kapitler op mod nutiden godt kunne have været erstattet af en epilog med en faktuel gennemgang. For hvor Sindbæk fortæller om de historiske personer på godt og ondt, har hun tydeligvis ikke haft lyst til – eller mulighed for – givet adgangen til kilderne – at træde på tæer, der stadig er ømme.

Men omvendt viser disse sidste kapitler hvordan vilkårene er i moderne topledelse. Hvor man kan misunde koncerndirektørerne til og med Øvlisen, bliver man helt træt ved at læse om, hvad f.eks. Lars Rebien Sørensen eller Lars Fruergaard – og deres familier – har skullet igennem. Eksempelvis skulle Rebien udstationeres i Kina, og containeren med familiens indbo var sendt afsted, da Øvlisen besluttede, at Rebien alligevel skulle blive på hovedkontoret. Den moderne topchef er en ressource, der bliver brugt op, og derefter smidt ud.
”De renfærdige. Fortællingen om Novo Nordisk,”Hanne Sindbæk, 461 s. Politikens Forlag