Fortsat stærkt momentum på aktiemarkederne
Investorerne er fortsat i hopla, ikke mindst på det danske aktiemarked, hvor hovedparten af de mindre aktier med højere risiko klarer sig rigtig godt. Også de mere konjunkturfølsomme aktier klarer sig fint, blandt andet H+H, Rockwool, DSV og Sanistål. Det stærke momentum kom ikke i kølvandet på et stærkere amerikansk aktiemarked, hvor det toneangivende S&P 500 indeks nu på anden uge tester All-Time-High. Vi er overbeviste om, at et bekræftet brud op gennem ATH vil udløse et solidt aktierally de kommende måneder.
Vi står fortsat i starten af 1. kvartalsregnskabssæsonen
Indtil videre har den nye regnskabssæson for første kvartal ikke ødelagt glansbilledet. Analytikerne er dog heller ikke særligt optimistiske, og de forventer fortsat faldende overskud for både de store amerikanske og europæiske selskaber. For de første 19 store europæiske selskaber, der har aflagt 1. kvartalsregnskab, er det dog overordnet gået bedre end forventet. 74 procent er kommet bedre ud end analytikerne havde forventet, mod en norm på 50 procent. Stikprøven er dog meget begrænset, og de første regnskabsaflæggere afspejler ikke nødvendigvis billedet fremad. Derfor bliver det også spændende med denne uges regnskaber. Blandt andet fra udenlandske selskaber som Philips, SEB, Telenor, BNP, Swisscom, Volkswagen, Zalando og Hugo Boss. Der kommer faktisk også en masse danske C25 selskaber, som efterhånden er meget fremme i skoen med at levere hurtige regnskaber. Blandt andet fra Danske Bank, DSV, Ørsted, GN Store Nord, FLS og Coloplast.
Analytikerne venter ikke prangende resultater fra de danske C25 selskaber
Analytikernes gennemsnitlige estimater for de danske C25 selskaber lyder på flade overskud i forhold til første kvartal 2018. Altså ingen fremgang i overskuddene. Der er dog store forskelle mellem de enkelte selskaber. Analytikernes såkaldte konsensusestimater lyder på overskudsvækst på hele 26 procent i DSV, som fortsat bliver trukket frem af opkøbssynergier og en ekstremt dygtig topledelse. I Økonomisk Ugebrevs netop gennemførte ratings af topcheferne i de 50 største danske børsnoterede selskaber vinder DSV’s Jens Bjørn Andersen for de adm. direktører, og for CFO’erne vinder DSV’s finansdirektør. Bag kåringerne står 26 analytikere og porteføljeforvaltere. Det er uden tvivl et ledelsestema i særklasse. Også for GN Store Nord ser analytikerne stor fremgang i bundlinjen, målt på overskud pr. aktie, også kaldet EPS, nemlig med hele 32 procent. De øgede overskud pr. aktie kommer ikke kun fra større overskud, men i en stribe tilfælde også fra at færre aktier skal dele overskuddet efter massive aktietilbagekøb. En del af overskudsvæksten for selskaberne er altså så at sige foræret af regnskabstekniske forhold.
Nu kommer også bankregnskaberne
I denne uge begynder bølgen af 1. kvartalsregnskaber at tikke ind. Blandt andet fra Danske Bank, Nordea og en stribe mellemstore banker. For Danske Bank venter analytikerne et fald i nettorenteindtægter, som bliver delvist modsvaret af stigende gebyrindtægter. Til gengæld forventer analytikerne næsten en halv milliard mindre i handelsindtægter og en halv milliard kroner mere i omkostninger, antageligt blandt andet til de mange nye hvidvaskkontrollører. Vi har set Danske Bank komme ganske godt gennem de seneste kvartaler, og det forventer vi, at de gør igen. Ikke mindst på grund af den betydelige ikke-danske forretning. Vi forventer, at de mellemstore banker får det betydeligt vanskeligere, dels på grund af fortsat pres på rentemarginaler, og dels på grund af meget begrænsede nyudlån.
Ugens store taber blev Conferize
First North-selskabet Conferize med blandt andet Lars Kolind som storaktionær og fremtidig antagelig formand, formåede ikke at få rejst ni mio. kr. i ny kapital. I ugens udgave af Økonomisk Ugebrev Formue gennemgår vi sagen. Der er nu nogle store investorer, som garanterer en kapitalforhøjelse på ti mio. kr. Der er fortsat mange udestående spørgsmål, som vi gennemgår i artiklen. Og det er klart, at selskabets nye ledelse både skal træde gevaldigt på speederen og så også håbe på, at der faktisk er trækkraft i motoren, for at det hele skal lykkes. Fortsat ved vi ikke om motoren svarer til indholdet i en sæbekassebil efter seks års tilløb.