Udenlandske crowdfunding-platforme tromler de danske aktører, før de overhovedet er kommet rigtigt i gang. Det danske marked for crowdfunding er for lille til at kunne konkurrere med mere trafikerede internationale platforme, vurderer formand for Dansk Crowdfunding Forening. Nu søger danske virksomheder til udlandet.
Regeringen har i flere rapporter fremhævet crowdfunding som vigtig for at skaffe kapital til nye vækstvirksomheder. Og sidst har embedsmænd i Vækstplan for kreative virksomheder i denne måned peget på, at der er ”…et potentiale for at gøre det nemmere at bruge crowdfunding i Danmark…” Men erkendelsen fra embedsværket og politikerne kommer alt for sent, vurderer bestyrelsen for Dansk Crowdfunding Forening.
”Det danske marked for equity crowdfunding står stille, mens det vokser i udlandet,” siger Michael Eis, foreningens formand og stifter af den danske reward crowdfundingplatform Booomerang. Equity crowdfunding er et udbud af ejerandele i en virksomhed, mens reward crowdfunding giver en belønning til de, der bidrager til finansiering. En ny opgørelse viser, at den største europæiske platform, engelske Funding Circle, i sin levetid har formidlet knap 5,4 mia. euro. Den største danske platform på listen, Flex Funding, ligger som nummer 46 med knap 21 mio. euro i formidlet kapital.
GENEREL STAGNATION
Vækstfonden arbejder for tiden med en analyse af det danske marked for crowdfunding. Selv om der endnu mangler tal fra alle i markedet, peger det i retning af, at der generelt er stilstand hvis man renser for enkeltstående store projekter. Vækstfondens analyse ventes at vise, at markedet for crowdfunding generelt er faldet godt 20 procent i perioden 2017-2018, hvis man holder et stort projekt som virksomheden Mate udenfor.
”Når det gælder equity crowdfunding, ser vi desværre det, vi hele tiden har frygtet, nemlig at danske virksomheder søger til udenlandske platforme, netop fordi det marked er ikke eksisterende i Danmark,” siger Michael Eis.
Et andet af Dansk Crowdfunding Forenings medlemmer, Frederik Ploug Søgaard, der til daglig arbejder med forretningsudvikling i investornetværket Keystones, er enig. Det danske marked har ikke meget til at byde på, når det gælder equity crowdfunding. ”Selv er jeg meget fascineret af estiske Funderbeam, fordi de har et sekundært marked for ejerandele, som næsten er mere velfungerende end Nasdaq First North. Her er der en høj likviditet. Så lige så snart du har investeret i en start-up, kan du handle i selskabets papirer,” siger Frederik Ploug Søgaard.
Ifølge den seneste analyse fra Keystones er der fire årsager til, at det danske marked ikke er på højde med udlandet. For det første har der, trods flere analyser fra ministerier og brancheorganisationer samt tilkendegivelser fra de politiske partier, ikke været den fornødne politiske vilje til for alvor at skubbe et dansk crowdfundingmarked i gang. ”Vi har gennem årene ikke haft regeringer, der har været villige til at gøre det tilstrækkeligt fordelagtigt at investere i start-ups,” siger Frederik Ploug Søgaard.
En sammenligning mellem de engelske og danske skatteregler, som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev, viste store forskelle. Engelske investorer har simpelthen større fordele ved at investere i iværksættervirksomheder end danske investorer. En anden stor hindring er de danske selskabsretlige regler, fremhæver Frederik Ploug Søgaard. Han peger på, at det efter dansk ret kun er muligt for aktieselskaber at udbyde deres aktier til offentligheden. Problemet er bare, at langt hovedparten af start-ups ikke er aktieselskaber. De er typisk anpartsselskaber eller iværksætterselskaber.
NEMT REGNESTYKKE
Det tredje forhold er, at Danmark, ifølge Frederik Ploug Søgaard, er for lille et marked til, at der kan komme det fornødne volumen af vækstselskaber, der vil hente kapital gennem crowdfunding. Skal danske crowdfundingplatforme have det fornødne volumen, er de nødt til at markere sig på udenlandske markeder.
”Og så er de oppe mod konkurrenter, der har været på markedet i mange flere år. De er meget længere fremme. Skal man skabe et dansk alternativ, må man arbejde med en anderledes forretningsmodel,” siger Frederik Ploug Søgaard. Endelig er der i Danmark stadig ikke en kultur gearet mod at hente penge gennem crowdfunding, mener Michael Eis: ”Mange virksomheder spilder simpelthen tiden på at gå til banken først. Og der ved vi jo godt, hvordan det kommer til at gå.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her