Lang rente: Med det seneste hop i de lange renter er der nu sket en definitiv udprisning af deflationsfrygten. Det vurderer seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingö fra Handelsbanken: ”Alene effekten fra olieprisen vil senere på året få inflationen op, og jeg vurderer at den deflationsfrygt, der har hersket har været overgjort,” siger han. I lyset af det har de renteniveauer vi så for bare en måned siden været for lave. Det betyder også, at han ikke forventer at vi vil se renten falde tilbage igen. ”Herfra forventer jeg, at vi vil se renteniveauet trække ganske langsomt opad,” siger han.
Det seneste rentehop kom i forbindelse med ECB-mødet og var markant. ”Ser vi på det lange forløb med faldende renter, så er det sket uden den store volatilitet, og det kan man undre sig over. Men på mødet pegede centralbankchef Draghi bl.a. på, at man måtte forvente en højere volatilitet i markedet, og det har været med til at gøre bevægelsen opad i renten større,” siger Rasmus Gudum-Sessingö. Samtidig var der i markedet en vis forventning om, at ECB måske ville øge tempoet i opkøb for at modvirke højere renter, men Draghi undlod at kommentere på emnet. Det har givetvis skuffet nogle investorer og været medvirkende til rentehoppet. ”Ser vi fremad så tror jeg meget vel bolden kan blive spillet over på den amerikanske banehalvdel. I en længere periode har det været Europa, der har svinget taktstokken, men jeg vurderer at den amerikanske økonomi her i andet kvartal vil klare sig noget bedre igen – bl.a. klarer boligmarkedet sig fint, og så kommer fokus over på Fed og renteforhøjelse” siger Rasmus Gudum-Sessingö.
Teknisk analyse på statsrenter
Efter at renten to gange var blevet afvist i forsøget på at komme forbi 200 dages glidende gennemsnit ved 0,778 procent kom gennembruddet i tredje forsøg. Nu rammer renten modstanden ved 0,971 procent og en stigning forbi den grænse vil sende renten tilbage i intervallet 0,971-2,250 procent, som renten svingede indenfor fra november 2011 og de følgende tre år. Det åbner mulighed for en fordobling af det aktuelle renteniveau.