Ny aktieskat en dødsejler: Politisk populisme, samfundsskadelig, let at omgå og EU’s defatisme
I denne uge kom det frem, at de radikale nu også støtter et EU-forslag om at indføre en omsætningsafgift på aktier, hvorved der er dansk flertal på venstrefløjen for forslaget. I udmeldingen oplyses det, at banker og pensionskasser skal betale en afgift på 0,1 procent af deres aktiehandel. Men realiteten er, at det bliver almindelige danskere, der kommer til at betale afgiften. Altså en ny indirekte skat.
Når bankerne handler aktier, gør de på vegne af kunder, og altså også kundehandel for almindelige danske investorer. Og når pensionskasser handler aktier, gør de det også på danskernes pensionskonti. Så ret beset er den nye afgift blot en ny ekstraskat på almindelige danskere, da afgiften selvfølgelig vil blive sendt direkte videre til slutkunden.
Den foreslåede afgift på 0,1 procent svarer til, at prisen for at handle aktier stiger 100 til 200 procent, hvis man som investor i forvejen handler hos de billigste netmæglere. Her er prisen for en almindelig aktiehandel ofte mellem 0,05 og 0,1 procent af det handlede beløb. Prisforhøjelsen har flere skadelige virkninger for både erhvervslivet og hele samfundet, samt den enkelte dansker.
Indtil videre har Tyskland og Frankrig fremlagt et fælles forslag for en aktieafgift, hvor provenuet er en tiendedel af et tidligere EU-forslag. Tyskland har meldt ud, at man til efteråret under alle omstændigheder vil gennemføre afgiften, og ti andre EU-lande står på spring til at gå med. I den seneste debat i EU har politikerne drøftet, hvad pengene skal anvendes til, og hvordan de skal fordeles mellem landene. Det burde være det mindste problem. Selve udformningen af ordningen med den nye aktieomsætningsafgift rummer nemlig enorme udfordringer:
For det første vil virksomhedernes kapitalomkostninger stige, fordi prisen for at handle med deres aktier stiger. Danske og udenlandske investorer vil i højere grad vælge at investerer i tilsvarende virksomheder uden for EU-landene. Afgiften gælder nemlig kun virksomheder hjemhørende i EU. Danske virksomheder rammes altså direkte, men ikke nødvendigvis deres konkurrenter. Man kan jo bare investere i et ikke-europæisk containerrederi i stedet for A.P. Møller-Mærsk.
For det andet vil likviditeten i de ramte aktier blive forringet, fordi det som nævnt bliver markant dyrere at handle de store danske aktier. Ringere likviditet betyder en mere usikker prissætning, og det betyder også, at store investorer i højere grad vil vælge alternativer. Også af den grund vil selskabernes kapitalomkostninger stige. Og det kan i sidste ende også ramme disse selskabers beskæftigelse og langsigtede vækstmuligheder.
For det tredje erkender de fleste politikere, at det er til gavn for samfundet at have et effektivt børsmarked, hvor virksomhederne kan skaffe risikovillig kapital til at styrke vækst i erhvervslivet, beskæftigelsen og innovation i de enkelte virksomheder. Men en aktieafgift vil være gift for skabelsen af et effektivt børsmarked, som lige netop Danmark har hårdt brug for. Vi har fortsat mange børnesygdomme på dette område, eksempelvis sammenlignet med Sverige.
Forslaget kommer ud af, at politikerne gerne vil have flere penge i kassen. Man vil anvende de ekstra milliarder på reformer i EU-landene. Ja, der er på høje tide at man gør noget for at styrke erhvervslivets konkurrenceevne, bevægeligheden på arbejdsmarkedet og tager et opgør med nødlidende statsvirksomheder. Men med en aktieafgift gør man lige netop det modsatte: Man svækker europæiske virksomheders konkurrenceevne.
Sagen er desuden den, at politikerne i EU har siddet på hænderne lige siden finanskrisen for at skabe et økonomisk stærkt EU. Man har håbet på, at man kunne nøjes med at læne sig op ad centralbankernes kunstige planøkonomiske stimulanser i form af minusrenter. Vi har stadig kriseredskaber, i dag ti år efter finanskrisen, på grund af politisk passivitet. Og europæisk økonomi bevæger sig nu igen hastigt mod en ny recession.
EU’s økonomiske udvikling har ret beset været – og er – en katastrofe, på grund af manglende strukturreformer og en manglende dynamisk erhvervspolitik, der kunne fremme underskoven af virksomheder i europæisk – og dansk – erhvervsliv. Det kan undre, at dette tema ikke er altdominerende i den aktuelle valgkamp op til søndagens EP-valg. Rentemarkederne har efterhånden ingen tillid til, at der skabes solid økonomisk vækst i Euroland de næste mange år. Obligationsmarkederne er de seneste måneder styrtdykket til nye lavpunkter.
Skulle der på et tidspunkt alligevel komme lidt mere gang i væksten, med efterfølgende stigende obligationsrenter, står hele EU-systemet foran en ny eksistenskrise. Flere sydeuropæiske stater har nemlig så stor statsgæld, at de i disse år kun holdes oven vande af kunstigt ekstremt lave obligationsrenter, som gør det muligt at finansiere og refinansiere deres statsgæld. Men de lave renter er alene et resultat af den europæiske centralbanks minusrenter og obligationsopkøb.
Så nu er politikernes løsning på det hele altså at udskrive endnu flere skatter til virksomheder og borgere. Det vil næppe give et mere dynamisk erhvervsliv, øget økonomisk vækst og bedre beskæftigelse. Set gennem danske briller er det naturligvis deprimerende, at de nye magthavere i dansk politik er så naive og populistiske, at de overvejer at gå samme vej. Man kan kun håbe på, at når S-leder Mette Frederiksen kommer til magten, at hun besinder sig. Ellers er det et signal om, at det står virkelig skidt til for dansk erhvervsliv de kommende 4-8 år.
