Det er omtrent et år siden, at CEO Anders Wilhjelm tog over og fortsatte arbejdet med at rette Solars drift op, efter at de senere års lavkonjunktur i byggebranchen både herhjemme og i udlandet havde eroderet det vækstscenarie, som selskabet ellers var gjort klar til gennem flere opkøb.
Efter meldingen om frasalget af de tyske aktiviteter i februar luftede vi muligheden for at Solar var ved at blive en attraktiv investering, trods den pæne stigning ovenpå frasalget. Selskabet aflagde regnskab for 1. kvartal i begyndelsen af maj, og det overordnede billede bekræfter vores positive langsigtede holdning til aktien.






